Den talentfulde offensivspiller blev i vinter udtaget til Kenyas trup til de afrikanske mesterskaber i Tunesien, hvor han lidt overraskende var kendt under navnet Emmanuel Ake. Dengang forklarede ABs sportschef Peter Rasmussen til bold.dk, at spilleren havde en del navne, og at han altså tilsyneladende havde valgt at lade sig identificere under nogle andre navne i sin hjemland end i Danmark.
Men det har vist sig, at Ali Akida ikke havde ret til at kalde sig det navn, som Peter Rasmussen og vi andre kendte ham under. Spilleren havde nemlig forfalsket sine papirer, allerede da han kom til Danmark og AB i 2000, og det beviste anklageren ved byretten i Gladsaxe i dag, med en DNA-test, oplyser Radio Gladsaxe.
Spilleren erkendte forfalskningen og at han som testen viser hedder Emmanuel Ake Richard Muttendango. Og ikke andet.
Ud over navnet havde spilleren også løjet om sin fødselsdato. Han er ikke 21 år, som vi hidtil gik rundt og troede, men 23 år gammel.
På grund af spillerens tilknytning til Danmark og professionelle arbejde i AB er han efter anbefaling fra Udlændingestyrelsen sluppet for udvisning, som forseelsen kunne have medført. Han slipper med at betale en bøde på 7.000 kroner.


































