1. Division -Afklaret Bay: Fik ikke bevist mig i Viborg
2018-06-01 16:06:01
Foto: Viborg FF

Afklaret Bay: Fik ikke bevist mig i Viborg

Markus Bay mener ikke, han som spillertype passede helt ind i Viborg, men har rykket sig på det personlige plan og er klar til at finde en 1. divisionsklub, hvor han kan spille fast.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Markus Bay skiftede sidste sommer Ajax ud med Viborg i håbet om at kickstarte karrieren efter en tid i Holland, der blev spoleret af lange skadespauser.

21-årige Bay fik dog aldrig det håbede gennembrud i Viborg og nåede blot 13 kampe i 1. division - heraf blot seks fra start.

- Selvfølgelig er det ikke blevet til så meget spilletid, som jeg havde håbet på, men personligt har det været et godt år for mig. Jeg har lidt fundet mig selv igen, og jeg har fået selvtillid igen, siger Bay til bold.dk.

Måske ikke det bedste match
I foråret har Markus Bay kun få gange været med i Viborgs trup til kampe, og offensivspilleren medgiver, at han nok som type ikke har passet helt ind i spillestilen.

- Intet ondt ord om Viborg, men set i bakspejlet var det måske ikke en spiller som mig, der passede ind i den, situation de var i. De var desperate for at rykke op igen, og det var nogle andre spillere, de foretrak at bruge frem for mig, siger Bay og uddyber:

- De spiller med en flad midtbane, og så har de brug for nogen, der kan skralde igennem og opsnappe andenbolde. Selvom jeg har lært rigtig meget af den slags, skal jeg have bolden for at vise mit fulde potentiale.

- Der var ikke så meget spil på jorden eller alt det, som jeg synes, jeg er bedst til. Det var mere at kæmpe og slås, og det må være grunden til, at det ikke blev til det helt store gennembrud for mig.

- Jeg har gjort, hvad jeg kunne til træning og til opstarten for at få flere chancer for spilletid. Selvfølgelig kunne man måske have bevist sig bedre ved at spille mere og kende sine medspillere bedre, men sådan er fodbold, og nu kigger jeg fremad.

Sigter efter sjællandsk klub
Markus Bay er nu fri på markedet efter udløb i Viborg, og han håber at finde en klub på Sjælland, hvor han kan få fast spilletid.

- Jeg vil foretrække at finde en klub på Sjælland, nok i 1. division, hvor jeg kan spille fodbold kontinuerligt. Hvis jeg får lov at vise, hvad jeg kan, er jeg sikker på, det nok skal blive godt.

- Selvfølgelig er en jysk klub ikke udelukket, men lige nu er det Sjælland, min agent og jeg kigger på, slutter Bay.

Markus Bay drog tilbage i 2013 til Ajax fra Brøndby som 16-årig, men han nåede aldrig førsteholdsdebut for den hollandske storklub.

sara@bold.dk

Annonce
Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce