2022-08-04 15:00:02

Afviser bejlere: Tidl. U-landsholdsspiller tager til DS

Den tidligere U-landsholdsspiller Frederik Humlegaard siger til bold.dk, at han skifter til Danmarksserie-klubben Marienlyst på trods af interesse fra 3. division. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Marienlyst vil gerne spille med om de sjove pladser i den kommende sæson af Danmarksserien, og i den kommende weekend går det løs for den fynske serieklub. 

Danmarksserie-mandskabet har sikret sig flere forstærkninger, og nu kan Marienlyst skrive endnu en på holdkortet. 

24-årige Frederik Humlegaard siger nemlig til bold.dk, at han har valgt at stoppe i Dalum for at drage til Marienlyst. Der var ellers flere klubber, der viste interesse for ham.

- Jeg valgte at skifte klub i første omgang, da jeg ikke kunne blive enig med Dalum. Jeg har været rundt og snakke med lidt forskellige klubber, og der fik jeg et rigtig godt indtryk af BM (Boldklubben Marienlyst, red.). 

- Jeg kendte også nogle af spillerne i forvejen, hvor jeg fik et godt indblik i, hvordan de gør det derude. De spiller noget god fodbold, siger Frederik Humlegaard til bold.dk og tilføjer, at de interesserede klubber lå i 3. division og Danmarksserien.

Humlegaard, der har syv U17-landskampe og seks U16-landskampe på CV’et, synes, at klubben har ambitionerne i orden, og det har også været med til at trække ham til serieklubben.

- Den plan, som er lagt for klubben de næste år, kan jeg godt se mig selv i. Det bunder i, at de har lagt en god plan for, hvordan man vil rykke op. De satser også på at spille noget god fodbold samtidig, så det har gjort udslaget. Der har også været noget arbejdsmæssigt, så det passer godt ind, siger Humlegaard, der arbejder i et vindue-dørfirma i Bellinge i Odense.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En del divisionskampe i bagagen

Offensivspilleren har stor erfaring fra de danske divisioner, et ophold i OB og tiden på U16- og U17-landsholdet, og han vil gerne give noget videre til holdkammeraterne. 

- Jeg har en del divisionskampe i bagagen, og jeg ved, hvad det kræver at spille divisionsfodbold. Nu er jeg stadig 24 år, så det er ikke fordi, jeg er en af de ældste endnu. Jeg kan komme med den power, der kræver for at spille i divisionerne. Jeg prøver at give det videre til drengene. 

Hvilke ambitioner har du på sigt?

- Ambitionen er at komme tilbage i divisionerne med Marienlyst i første omgang. Jeg har ikke en decideret plan for, at jeg skal spille i divisionerne, men hvis jeg spiller til det, og der kommer et bud, kunne jeg godt være interesseret, men det er ikke sådan, at jeg arbejder stenhårdt efter det. Jeg er utrolig glad for mit civile job, og det kører også rigtig godt derude, siger Frederik Humlegaard til bold.dk.

Marienlyst møder Hedensted i den første kamp i Danmarksserien Pulje 3.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0