Jakob Poulsen er ny cheftræner for AGF.
Fredag bekræftede aarhusianerne tilgangen, og her var Bold til stede på træningsanlægget på Fredensvang, hvor det blandt andet blev til en snak med Patrick Mortensen.
AGF-anføreren ser frem til et friskt pust på trænerbænken og regner med, at Jakob Poulsens ankomst kan bringe ny energi til truppen og ham selv.
- Jeg tror bare, det er dejligt for alle, at der kommer nogle nye øjne på og ny frisk energi, og at alle kan vise sig frem, fortæller Mortensen til Bold og den øvrige presse.
- Det gælder også mig, selvom jeg har leveret noget. Nu starter vi alle på nul. Det synes jeg egentlig også er fedt. Det gør også, at sådan en ældre herre som mig skal holde sig skarp, så det glæder jeg mig til.
Gennem tiden i Viborg praktiserede Jakob Poulsen primært en spillestil med én angriber, mens AGF under Uwe Rösler typisk har vekslet en smule.
Artiklen fortsætter efter billedet

Patrick Mortensen ved ikke, hvilken formation ‘De Hviie’ lander på.
- Nu må vi se. Jeg ved ikke, hvad vi kommer til at spille. Vi har kun haft ham ude på banen i 45 minutter eller en time, så det må vi se.
AGF rundede den forgangne 3F Superliga-sæson af på en særdeles skuffende måde, men nu melder kaptajnen om en bedre stemning i truppen oven på en kort ferie.
- Det er jo klart, at det er hårdt at være inde i en periode, hvor man som hold ikke formår at få de resultater, man gerne vil have, så det har været rart at gå på ferie og lade lidt op, og det synes jeg også, folk har gjort.
- Jeg synes, folk er kommet tilbage med et smil på læben og en stor bunke energi og motivation for at gøre det bedre i denne sæson (den kommende, red.).
Pyt med Poulsen-exit
Patrick Mortensen forholdt sig også til Jakob Poulsens afsked med AGF som aktiv spiller tilbage i 2010. Her skiftede den daværende midtbanespiller noget overraskende til FC Midtjylland, og det satte sig dengang i en del af de aarhusianske tilhængere.
‘Paddy’ giver dog ikke meget for dem, der stadig hænger sig i det her 15 år senere.
- De skal til at komme videre. Hvornår var det? Var det i 2008, han var her? Det er efterhånden mange år siden, så der vil jeg sige, de skal komme videre. Det mindste, de kan gøre, er at give ham en chance til.
Top-seks skal sikres
Forud for den kommende 3F Superliga-sæson fortæller Mortensen, at målsætningen som udgangspunkt er, som den plejer at være: Én milepæl skal nås først.
- Vi går ind til sæsonen, som vi går ind til alle andre sæsoner og skal være bedst muligt forberedt og bedst muligt trænet, og så vil vi gerne starte med at sikre top-seks, der som altid er vores delmål til at starte med.
- Så er det klart, at jeg også synes, man skal være ambitiøs, hvis man formår det. Så skal man også være ambitiøs i nogle udmeldinger og så sige: ‘Så går vi efter de sjove pladser’, men lad os lige komme i gang. Lad ham (Poulsen, red.) lige få et par dage - måske en uges tid – og så kan vi se, hvor vi ender henne.
Du kan læse meget mere om Patrick Mortensens tanker i forbindelse med AGF's ansættelse af Jakob Poulsen lige her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

AGF
3F Superliga



































