AGF mistede en profil efter den netop overståede sæson, da den australske midtbanespiller Mustafa Amini forlod klubben.
Amini har været på jagt efter en ny klub, og han føler sig i den grad snydt af den tyrkiske klub Ankaragucu, som han var tæt på at skifte til.
- Den 5. august fik jeg en kontrakt, skrev under på den og mailede den tilbage. Jeg havde accepteret hele kontrakten og alt var i orden, siger Amini til News Corp Australia ifølge The World Game og fortsætter:
- Ti dage senere ringer de og siger: 'Beklager, men aftalen er ikke aktuel mere.' Da jeg hørte det, stoppede mit hjerte. De kan ikke slippe afsted med det her. Jeg håber, at FIFA tager sagen op og straffer klubben, så de skal betale mig pengene i kontrakten. De har efterladt mig arbejdsløs, klubløs og hjemløs.
Udover at føle sig brændt af den tyrkiske klub, så er Amini fortvivlet over de svære udsigter til at finde en ny klub på grund af den korte opstart til den nye sæson.
- Min agent vendte tilbage til de andre klubber, der var interesserede i mig, men alle klubber har selvfølgelig kigget efter alternativer og har købt nye spillere, fortæller Amini.


Ankaragücü
SüperLig































