AC Horsens ophævede i december med backen Sebastian Avanzini, der siden i stedet skrev en etårig aftale med de færøske mestre KI Klaksvik.
Han var i starten af marts med til at hjemføre Super Cuppen efter sejr over HB Torshavn, men mere bliver det hellere ikke til i denne omgang.
25-årige Avanzini er således ikke med i lørdagens premiererunde i Færøerne, da han har fået ophævet sin kontrakt og er taget hjem til Danmark.
- Da jeg ophævede med AC Horsens og skrev med Klaksvik, var de europæiske kampe helt sikkert en stor del af årsagen, men de er jo nu blevet udskudt betydeligt.
- Derudover skrev jeg en etårig aftale med en klausul om, at jeg kunne tage videre til en større klub inden 1.juli, hvis chancen bød sig i for eksempel Danmark eller Norge.
- Og da ligaen først går i gang nu, vil det være lidt fjollet for både klubben og for mig at bruge en måned på at spille mig ind på holdet, hvis jeg alligevel skulle videre, og derfor blev vi enige om at ophæve nu, siger Avanzini til bold.dk.
Interesse fra Danmark og Norge
Avanzini er tilbage i Danmark, og han er ikke helt på bar bund.
- Jeg har haft nogle gode dialoger med nogle klubber, men der er ikke noget papir klar endnu eller noget.
- Klubberne er økonomisk udfordrede lige nu, så det kan være, at jeg skal ud og vise mig frem først, og det tager jeg med, selv om det selvfølgelig ikke er det fedeste.
- Der er ingen garantier i fodbold, men jeg føler, jeg er godt klædt på med hjælp fra mit bagland. Det er klubber fra Danmark og Norge primært, og vi må se, hvad der sker, siger Avanzini.
Avanzini nåede i alt 21 kampe for AC Horsens på halvandet år. Inden da spillede han 2. division for Skovshoved.


KI Klaksvik
Betrideildin
































