Vejle hentede for nylig en ny midtstopper i form af den 27-årige kroat Denis Kolinger, men han er angiveligt ikke den eneste, som Vejle vil forstærke bagkæden med i januar-vinduet.
B.T. skriver nemlig, at 3F Superliga-oprykkerne har budt på den 23-årige Bahlul Mustafazada fra Aserbajdsjan, der til daglig gør sig i bundklubben Sabah FK.
Vejle skulle have forsøgt at leje stopperen med en købsoption i aftalen, men trods placeringen som bundhold har Sabah FK en solid økonomi, der gør, at klubben kan forsøge at presse prisen op. Derfor skulle en handel ikke være helt lige til, skriver B.T.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bahlul Mustafazada har spillet ti landskampe for Aserbajdsjan, og har indtil nu tilbragt hele karrieren i hjemlandet.
I Vejle er midtstopperne Mads Greve og Matthew Briggs for tiden ukampdygtige. Vejle har dog ikke oplyst, hvad der holder de to midterforsvarere ude.