Dario Dumic var i sidste sæson fast makker til Daniel Agger i Brøndbys midterforsvar, og i de første runder af denne sæson var han også et ganske sikkert kort i Thomas Franks midterforsvar.
Men så tabte Brøndby 20. september 4-1 ude til AaB, og siden har Dumic ikke fået et eneste minut på banen i Superligaen.
- Det er da ærgerligt. Det er aldrig sjovt at sidde på bænken. Jeg har ikke fået nogen forklaring, men kan jo bare konstatere, at Thomas Frank foretrækker de andre lige nu. Han må mene, de er bedre pt, siger Dumic til bold.dk.
- Jeg har ikke behov for nogen forklaring. Det er jo ikke en børnehave eller en spejderklub. Jeg går bare ud fra at han mener, de andre er bedre lige nu. Det er vel derfor de spiller.
Føler du selv, at du har spillet dig af holdet?
- Det var efter AaB-kampen jeg blev sat af. Indtil da havde jeg spillet fast. Jeg synes ikke, jeg har spillet mig af på nogen måde, men jeg røg af efter den kamp. Derefter spillede Martin Albrechtsen derbyet, og der gjorde han det rigtig godt, siger Dumic.
- Siden er jeg så også blevet overhalet inden om at Martin Ørnskov. Sådan er situationen lige nu, men jeg må jo bare acceptere det og arbejde stenhårdt for at komme tilbage på holdet.
- Jeg har prøvet det her en milliard gange før, og er trods alt endt med at spille igen. Jeg har spillet mere end 100 kampe for Brøndby, så jeg giver ikke op på nogen måde. Jeg klynker eller tuder ikke, jeg vil bare kæmpe mig tilbage, siger Dumic.
Der er blot fem Superliga-kampe samt en enkelt eller to pokalkampe tilbage inden årsskiftet.
- Når man er fjerdevalg er der lang vej, især på en position som midterforsvarer, hvor man ikke skifter ud i løbet af kampene. Men jeg kæmper hårdt hver dag, og bliver der brug for mig, stiller jeg op og præsterer så godt som jeg kan, siger Dumic.
- Jeg har lært i min forholdsvis korte karriere, at tingene hurtigt kan gå op og ned. Jeg gider ikke bruge tanker på ‘hvad nu hvis’. Jeg bruger tid på at fokusere på at forbedre mine svagheder og udvikle mine styrker.
Dario Dumic har spillet fuld tid i syv af 13 Superliga-kampe i denne sæson.
jesper@bold.dk


Brøndby IF
3F Superliga






























