FC Basels spillere har fået kritik for ikke at ville gå ned i løn, men nu går de til modangreb.
Flere af klubbens spillere har således sendt en udmelding ud på Instagram, hvor de skriver, at de allerede i sidste måned donerede mindst 20 procent af deres løn til velgørenhed, og at de er klar til at opgive noget af lønnen igen i de kommende måneder.
- Beskyldninger om, at holdet ikke er parat til at opgive en del af deres løn, er ikke sande, skriver eksempelvis Fabian Frei på sin Instagram-profil.
Han understreger desuden spillernes villighed til at miste noget af lønnen fremover.
- Alle spillere på førsteholdet er også klar til at gå ned i løn i de næste måneder, hvor der ikke er nogen kampe, forudsat at de ved, hvor pengene ender, og hvad de bliver brugt til, siger Fabian Frei.
Basel-spillerne er angiveligt blevet forelagt en lønnedgang på 17,5 procent af årslønnen, men så langt har de ifølge det schweiziske medie Bild ikke været interesseret i at gå.


Basel
Super League
































