
Brønshøj vandt lørdag en vigtig 1-0-sejr over Frem i 2. division pulje 1, hvor Brønshøj med sejren rykkede op på siden af netop Frem på fjerdepladsen.
Målmand Johan Gårdsvoll var meget tilfreds med kampen, som blev spillet i en flot kulisse i Tingbjerg.
- Helt forrygende med endnu en sejr over Frem, hvor vi oveni købet endnu en gang undgik at indkassere et mål. Og sikke en kulisse. Frem er som Brønshøj en stolt traditionsklub med talrige fans, hvorfor det var en sand fornøjelse igen at se dem blive slået både på banen og tribunen, siger Gårdsvoll til Brønshøjs hjemmeside.
- I de otte kampe, som jeg har været med i fra start, har vi kun lukket seks mål ind, hvilket vidner om et virkelig solidt sammenhold. Helt klart en af rækkens stærkeste defensiver. Det skyldes ikke blot forsvarets fight, det skyldes i lige så høj grad angribernes og midtbanens pres og løb.
Brønshøj får i næste weekend besøg af topholdet Avarta.


Brønshøj Boldklub
CampoBet 2. division

































