




Spanske Real Betis havde søndag besøg af det suveræne La Liga-tophold Barcelona, og her kunne et velspillende Betis-hold gå til pause med stillingen 0-0.
Efter pausen gik det dog galt for Betis, som endte med at tabe 5-0, og især Lionel Messi var i hopla i anden halvleg.
Efter kampen lettede flere Betis-spillere på hatten for den lille argentiner.
- Lige nu er han ustoppelig. Den bedste i verden. Han gør ting på banen, som ingen andre kan gøre, siger den tidligere Barcelona-spiller Christian Tello, som bakkes op af Zouhair Feddal:
- Han kan gøre forskellen, når han har lyst til det.
Betis-målmand Antonio Adan erkender ligeledes, at der ikke var meget at stille op overfor Messi i søndagens kamp.
- Messi er spektakulær. I første halvleg var han ikke rigtig involveret, kan gik nærmest bare rundt, men i anden halvleg fik han fire bolde, scorede to mål og lagde to assists. Han gør sporten bedre.
Lionel Messi fører topscorerlisten i La Liga med 19 mål, mens han ligger på en delt førsteplads med Pione Sisto på assistlisten. Messi og Sisto har begge lavet ni oplæg.


Real Betis
Barcelona
La Liga

































