Da Brøndby i lørdags spillede 1-1 mod Premier League-mandskabet Crystal Palace, humpede Kevin Mensah fra banen i første halvleg.
Derfor har der været tvivl om, hvorvidt Mensah er klar til søndagens 3F Superliga-premiere mod FC Nordsjælland, men hovedpersonen er selv optimistisk.
- Jeg mærkede lidt i baglåret, og status er, at vi må prøve at teste det. Nu har vi to-tre dage til at få gjort mig klar, og heldigvis er der ikke noget muskulært, der er et problem.
- De små ting, der er, skal vi have styr på, og så handler det også om at tænke på lidt længere sigt, men jeg håber at blive klar til søndag, og det tror jeg på, at jeg gør.
- Hvis det går efter mit hoved, spiller jeg søndag, men det er jeg ikke alene om at bestemme. Der er også et trænerteam, der skal kalkulere med, om det er klogt, så jeg afventer, og så gør jeg mit for at blive klar, siger Kevin Mensah til bold.dk.
Brug for stor konkurrence
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen har ikke lagt skjul på, at Brøndby jagter en naturlig venstre wingback i det igangværende transfervindue.
Den position er Kevin Mensah blevet brugt på, og han vil ikke klage, hvis en spiller bliver hentet ind udefra. Generelt ser den tidligere offensivspiller ikke sig selv som en udpræget wingback.
- Jeg tror, man skal tænke mig som et altmuligmand, siger Kevin Mensah med et smil, inden han fortsætter:
- Lige nu er det nærliggende, at jeg spiller som venstreback, fordi der ikke er så mange om buddet, og i forhold til at jeg er blevet rykket ned i forsvaret, så er det den position, jeg har spillet flest kampe på.
- Det er den plads, som trænerne bruger mig på lige nu, og så skal jeg bare lægge på både offensivt og defensivt, siger Mensah.
Så CV behøver for din skyld ikke købe en ny spiller til venstre wingback?
- Det er klart, at vi som hold har brug for konkurrence, og i og med jeg er højrebenet, og hvis vi ikke kan finde én i truppen, så er det klart, at der skal en naturlig venstre wingback ind. Der skal være konkurrence på alle pladser, og det gælder også min.
- Selvfølgelig vil jeg altid gerne spille, men vi har også noget, vi gerne vil opnå som hold, og det skal vi bruge stor konkurrence for, siger Kevin Mensah til bold.dk.
29-årige Kevin Mensah har været i Brøndby siden januar 2017, hvor han kom til Vestegnen efter to år på Vestkysten - nærmere bestemt Esbjerg.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Brøndby IF
3F Superliga



































