2021-08-02 17:00:00

Bo H. trods smitte: Guddommelige betingelser

Selvom FC Midtjylland er ramt af coronasmitte forud for den vigtige Champions League-kvalifikationskamp mod PSV, så har holdet guddommelige forudsætninger, mener træner Bo Henriksen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Tirsdag aften er en af de vigtigste aftener i sæsonen for FC Midtjylland. 

På udebane skal holdet forsøge at skabe et godt udgangspunkt mod PSV inden returkampen om en uge. 

Optakten har dog langt fra været optimal. Først blev Mikael Andersson konstateret smittet med coronavirus, og mandag kunne midtjyderne også meddele, at Pione Sisto, Henrik Dalsgaard og Nicolas Madsen er testet positivt. 

De fire spillere misser dermed helt sikkert tirsdagens brag i Holland, men det får ikke cheftræner Bo Henriksen til at at beklage sig og sænke forventningerne. 

- Overhovedet ikke. Vi skal ud at vinde, og det er altid målet. De spillere, der er ude, sad også ude mod Viborg, og der synes jeg, vi havde et fint udtryk. Hvis der ikke kommer flere smittede inden i morgen, så kommer vi til at stille med et rigtigt, rigtigt fint fodboldhold.

- Vores målsætning er stadig at levere et fint resultat for FC Midtjylland og for Danmark i det her europæiske spil, der er så vigtigt for hele Fodbolddanmark. Vi kommer med alt, hvad vi har, og vi tror også, at vi kan overraske. Der er ikke nogen tvivl om, at PSV er et rigtigt fint fodboldhold, som har rigtigt gode spillere, fortæller Bo Henriksen. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Champions League -Bo H. trods smitte: Guddommelige betingelser
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Smitten i truppen har fået de danske sølvvindere til at udskyde afrejsen mod Holland til tirsdag. Oprindeligt var planen, at FCM rejste mandag. 

Alligevel tøver cheftræneren ikke med at kalde forudsætningerne for 'guddommelige'. 

- Vi har snakket meget på kontoret om, hvordan vi skulle fortælle spillerne om situationen, så vi skabte mindst mulig polemik. Det var slet ikke et tema for spillerne. Vi havde en kort gennemgang udendørs, hvor vi gennemgik, hvad PSV er gode til. Det er en lidt anderledes tilgang end normalt, men vi var nødt til at stå udenfor til oplæggene for at undgå smitte. 

- Det fede ved den her gruppe er, at de bare glæder sig til at spille kampen. Det vigtigste er jo det, vi kan gøre noget ved. Det er det eneste interessante i livet. Det er spild af energi og krudt, hvis vi brokker os over noget, vi ikke kan gøre noget ved.

- Det er derfor, jeg har sagt til dem, at der er ikke nogen undskyldning. Vi står stadig med alle forudsætningerne. Vi lander klokken 10-12 stykker i Eindhoven i morgen, hvor vi så har fire-fem timer på hotellet til at slappe af. Så vi har stadig guddommelige forudsætninger for at præstere. Alt det tager jeg ikke så tungt.

- Hvad har jeg ikke været vant til tidligere, hvor jeg nærmest har cyklet rundt til kampene? Der er også sket en masse under Covid-19, hvor vi eksempelvis kører i egne biler til Viborg. Det har heldigvis været et år, hvor man har lært at gebærde sig på en anden måde. Derfor er jeg overhovedet heller ikke bekymret for, at det bliver et tema, lyder det fra FCM-chefen.

Frygter PCR-svar klokken 18

Bo Henriksen forsikrer for, at holdet har gjort alt, hvad der har været muligt for at inddæmme smitten. 

Derfor lod man også Henrik Dalsgaard sidde over lørdag, da han følte sig småsløj forud for kampen mod Viborg. 

- Det er også, derfor vi ikke tog nogle chancer med Dalsgaard i lørdags mod Viborg, hvor han sagde, at han var lidt småsløj. Vi fik ham PCR-testet og gjort alt, hvad vi kunne, for vi ville rigtigt gerne have ham med.

- Han kunne også godt have spillet en fodboldkamp, men vi tog ikke nogen chance. Vi er en del af et større fællesskab, og det er jo selvfølgelig helheden i Danmark, hvor vi skal sørge for at holde smitten nede på et minimum.

Omkring mandag klokken 18 tikker svaret af mandagens PCR-test ind, og den er selvsagt afgørende for, hvem der kan rejse med til tirsdagens brag mod PSV. 

Bo Henriksen ved ikke, om han skal forvente mere smitte i truppen, men frygter da selv svaret af testen. 

- Jeg kan fortælle, hvad jeg frygter. Når svaret på den her PCR-test kommer tilbage klokken 18: Den er ikke morsom. Det er ikke en af dem, jeg sidder og jubler mest over. Det kan være, jeg gør det, når jeg har fået svaret. Indtil da frygter jeg, at der er flere smittede.

- Før der er gået tre-fire dage med negative svar fra alle spillere, så sidder vi da lidt og afventer. Vi håber og tror på, at med alle de tiltag, der er lavet, kommer der ikke flere. Men det er da ikke et toparrangement at sidde og vente på, fortæller Bo Henriksen. 

Der er kampstart i Eindhoven klokken 20 tirsdag aften. 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

20 kommentarer

Se kommentarer
Annonce