Efter en lang karriere i England, Tyskland, Grækenland og Tyrkiet vender Omar Elabdellaoui nu hjem til Norge.
Bodø/Glimt meddeler fredag, at man har skrevet kontrakt med den 30-årige højreback. Aftalen gælder til udgangen af 2024.
- Jeg har været i udlandet i 15 år nu. Jeg har en kone og tre børn hjemme, og vi fandt ud af, at det var på tide, at jeg kommer hjem igen nu. Det var et stærkt ønske i familien.
- Jeg sagde, at jeg er villig til at komme hjem, men så ville jeg til det bedste hold i Norge. Selv om det ikke er i Oslo, var det vigtigt for mig at skrive under med det, jeg føler, der er det bedste hold i Norge, siger Omar Elabdellaoui.
Nordmanden måtte i 2021 opereres efter en fyrværkeriulykke, der næsten gjorde ham blind.
Omar Elabdellaoui står noteret for 49 landskampe for Norge.


Bodø/Glimt
Norge Eliteserien


































