Nicolai Boilesen havde kurs mod stjernerne i slutningen af sidste sæson. Den danske back bar anførerbindet i Ajax, men da han i sommer så afviste at forlænge kontrakten med hollænderne, røg han helt ud af truppen.
I hollandske medier er Boilesen blevet fremstillet som grådig, men det er langt fra tilfældet.
- Jeg føler, tidspunktet til at fortælle min version er nu. For der har været fremstillet et helt forkert billede af mig i medierne. Det passer simpelthen ikke, når jeg er blevet beskyldt for at være grådig og kun tænke på pengene, siger Boilesen til Ekstra Bladet.
Siden i sommer har Boilesen trænet med reserveholdet Jong Ajax, men har ikke fået kampe for holdet.
- De sidste to måneder af sidste sæson var jeg anfører for klubben, men siden jeg blev smidt ud af førsteholdstruppen, må jeg ikke engang spise morgenmad med dem, siger Boilesen til avisen.
Backen fortæller videre at han i sommer var tæt på et skifte til Genoa, men da italienerne ikke kunne stille bankgaranti over for Ajax, faldt skiftet til jorden.


Ajax
Æresdivisionen





















