Der er angiveligt en ændring på vej i den danske landsholdstrup, hvis man skal tro Brøndby-cheftræneren Niels Frederiksen.
Han fortæller nemlig, at Andreas Maxsø er blevet udtaget til det danske landshold.
Efter søndagens kamp på Brøndby Stadion, hvor Brøndby slog FC Midtjylland med 2-0, faldt snakken således på de kommende dage i transfervinduet, hvor Brøndby-træneren håber på at holde på sin kaptajn, der for nylig var tæt på et klubskifte.
I den anledning fik han afsløret, at Brøndby-kaptajnen er blevet udtaget til det danske landshold, som endnu ikke har meddelt noget om den påståede ændring i landsholdstruppen.
Skal der en erstatning ind, hvis Maxsø sælges?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er noget, vi skal snakke om, men det kunne jeg da godt forestille mig. Men altså, nu må vi se.
- Nu er han lige blevet udtaget til A-landsholdet. Det har jeg hørt et lille rygte om. Jeg ved ikke, hvem det er, der har meldt afbud, sagde Niels Frederiksen uden at afsløre mere.
Han tilføjede dog om sit ønske om at holde på Maxsø.
- Det vil stå højt på ønskelisten, at han bliver, men jeg ved også, at der kan ske noget hver eneste time. Sådan er det, og skulle det ske, så har det stadigvæk været en helt fantastisk historie med Maxsø, sagde cheftræneren og tilføjede:
- Jeg vil da rigtig gerne beholde ham de næste fire-fem måneder som minimum, det vil jeg da 100 procent gerne, men det er lidt ude af mine hænder, og det må gå, som det går.
- Maxsø har gjort det fantastisk, og hvis den rigtige mulighed opstår, så har han sgu også fortjent at komme videre.
Brøndby har tidligere meldt ud, at man er på udkig efter en defensiv forstærkning, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, om Maxsø skifter eller ej.
- Man skal huske, at vi har et travlt efterår, og vi har behov for at rotere på holdet, hvor vi skal præstere i både Superligaen og i Europa, siger cheftræneren.
På onsdag møder Danmark Skotland i Parken i VM-kvalifikationen, inden Færøerne og Israel venter.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga
Danmark































