
Brøndby hentede søndag klubbens første Superliga-sejr ude mod FC København siden 2004, da holdet vandt 1-0 i Telia Parken på Christian Nørgaards scoring.
Forsvarsspilleren Paulus Arajuuri jubler over derbysejren, som samtidig sendte Brøndby til tops i Superligaen.
- Det er svært at beskrive. At vinde et derby er det fedeste i fodbold. Der findes ikke noget som det, det er fantastisk. Vi er meget glade, siger Arajuuri.
- Det giver kun tre point som i alle andre kampe, men FCK har domineret de seneste år, og det er længe siden, Brøndby har vundet herinde, så sejren betyder enormt meget.
- Vi vandt det første derby på hjemmebane i denne sæson, og vi havde en god fornemmelse i truppen, og jeg følte før kampen, at vi ville vinde den. FCK er ikke startet sæsonen så godt, som de plejer. Vi har vundet over dem to gange, og vi ved, at vi både kan slå dem i Brøndby og herinde. Det er stadig tidligt på sæsonen, så vi skal blive ved med at arbejde.
Brøndbys 1-0-sejr gav sæsonens ottende clean sheet i Superligaen, hvilket er flest af alle hold.
mikkel@bold.dk


Brøndby IF
3F Superliga
































