Allerede som 18-årig fik Martin Rauschenberg Superliga-debut for Esbjerg, og i den forbindelse brugte daværende EfB-træner Ove Pedersen betegnelsen 'uden tvivl fremtidens midtstopper i Esbjerg' om teenageren.
Forudsigelsen holdt dog ikke stik, og Rauschenberg drog i 2013 til islandske Stjarnan, hvor han var med til at vinde klubbens første mesterskab som stamspiller.
Svenske Gefle hentede Rauschenberg i 2015, og efter to sæsoner i Allsvenskan og én i Superettan var den nu 26-årige transferfri i januar.
Det endte med en toårig aftale med Allsvenskan-oprykkeren Brommapojkarna, og Rauschenberg lægger ikke skjul på, at han helhjertet har taget Sverige til sig.
- Ja, jeg er nærmest blevet halvsvensk. Jeg kan lige knap snakke dansk længere. Når jeg snakker med min danske familie, kommer jeg i hvert fald til at bruge en del svenske svenske vendinger, siger Rauschenberg til bold.dk og tilføjer:
- Det er ikke sådan, at jeg absolut skal spille i enten Sverige, Danmark eller nogle andre steder for den sags skyld. Jeg trives fantastisk her i Sverige. Jeg har fået en familie, men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig.
- Hvis der kommer et tilbud fra Danmark, så tænker jeg over det. Lige nu skal jeg bare ikke hjem til Danmark bare for vende hjem.
Rauschenberg havde flere muligheder i vinter, men Stockholm-klubben Brommapojkarna løb med danskerens underskrift.
- Der var ikke så meget fra Danmark. Der var lidt fra Tyskland, men ellers var det mest fra Norge og Sverige, der var tilbud og interesse, siger Rauschenberg, der meget gerne vil prøve sig af længere sydpå:
- Jeg vil naturligvis gerne spille på så højt et niveau som muligt. Og det kræver, at jeg har en rigtig god sæson i BP. Eller måske endda et par gode sæsoner. Så min fokus er egentligt bare, at jeg skal køre på.
Udover fire karantænedage og en kamp, hvor han blev vist ud efter en halv time har Rauschenberg spillet samtlige mulige ligaminutter for Gefle og Brommapojkarna siden januar 2015.
mikael@bold.dk


Brommapojkarna
Allsvenskan






























