Offensivspilleren Lorent Callaku fik for nylig en af de oplevelser, man ikke får hver dag.
Den tidligere Lyngby-, HIK- og Greve-spiller var nemlig en tur sydpå, hvor han for første gang var indkaldt til Kosovos U21-landshold.
Holdet skulle ikke spille kampe, men trænerne brugte samlingen til at se nærmere på nogle af de spillere, der skal udgøre det kommende U21-kuld. Det vil Lorent Callaku meget gerne være en fast del af fremover.
- Det er selvfølgelig det, jeg håber på, siger Lorent Callaku til bold.dk.
Træningssamlingen varede i fire dage, og det var en stor oplevelse for offensivspilleren, der siden februar har spillet i Florø i næstbedste norske række.
- De skal til at danne et nyt hold nu her, så de havde lidt flere spillere med, end de normalt ville have til samlingerne.
- Vi havde almindelige træninger, men det var mere baseret på kamp, så spillerne kom ud på deres egne positioner og kunne vise sig frem. Det var også bare, så vi kunne blive rystet sammen som hold.
- Det var meget fedt. Spillerne var flinke og tog rigtig godt imod mig. Niveauet var højt, og det var alle sammen gode spillere. Det var meget lærerigt og lækkert at være med til, siger Lorent Callaku.
Lorent Callaku er født og opvokset i Danmark, mens han har rødder i Kosovo og derfor kan spille for landet. Han kan også spille for Albanien, men han ved endnu ikke, hvor han helst ser en fremtid, hvis det kommer på tale.
- Det er svært at sige, for jeg er jo ikke låst endnu. Men lige nu er Kosovos U21-hold det eneste, jeg fokuserer på. Jeg følte mig meget velkommen, og de tog godt imod mig.
- Det hele føltes bare så naturligt. Så lige nu fokuserer jeg kun på det, og så må jeg se nærmere på tingene i fremtiden, hvis der bliver noget med A-landsholdet, siger Lorent Callaku.
Den 20-årige offensivspiller har kontraktudløb med norske Florø til nytår.
anton@bold.dk