- Jeg holder alt åbent.
Sådan lød det forud for sæsonstarten fra FC Københavns Kevin Diks, der endnu ikke har forlænget sin aftale med løverne på trods af, at der ligger et tilbud.
Nu kan han være på vej væk.
Ifølge Bolds oplysninger har Serie A-klubben Como budt fem mio. euro svarende til 37 mio. kroner for den 27-årige hollænder. Samme oplysninger bringer Tipsbladet.
Italienerne, der har Cesc Fabregas som cheftræner, har længe haft et godt øje til Kevin Diks, der i sidste sæson var en af FCK's største profiler, og det har nu mundet ud i et seriøst bud.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den hollandske forsvarsspiller, der er gået fra at være højre back til at være fast mand i midterforsvaret, har ifølge Bolds oplysninger haft et tilbud om en forlængelse liggende i flere måneder.
Men det er sket, samtidig med at interessen for ham er steget, hvilket har betydet, at Kevin Diks ikke har haft travlt med at forlænge den kontrakt, der udløber om et år.
Nu ser en tilværelse i det italienske ud til at lokke.
Det ville i så fald være en tilbagevenden til støvlelandet, hvor han tidligere har gjort sig gældende.
Men FC København har høje tanker om forsvarsspilleren, der har udviklet sig til en lederfigur i Jacob Neestrups trup, og derfor vil man gå langt for at holde på ham.
Aktuelt er københavnerne i underskud på stopper-positionen, hvor man i øjeblikket er i markedet, da man udover Diks kun råder over Denis Vavro, nyankomne Munashe Garananga og en skadet Nicolai Boilesen.
Alt imens har Denis Vavro også givet udtryk for, at han har andre tilbud, og det sætter FCK i en vanskelig situation.
Buddet fra det pengestærke Como-mandskab er nemlig af en størrelse, der gør, at FCK er nødt til at overveje det - særligt set i lyset af, at forsvarsspilleren har udløb næste sommer.
Kevin Diks skiftede i 2021 til FC København på en fri transfer fra Fiorentina, efter han i to sæsoner var lejet ud til AGF.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
Como
3F Superliga




































