(Skrevet af erhvervspraktikant Axel Nielsen).
Fredag aften tørner det danske U21-landshold sammen med Østrig i EM-kvalifikationen.
For flere af de danske spillere er det også et møde med en modstander, som de har et kendskab til.
Adam Daghim har i flere år spillet for RB Salzburg, inden han i sommer blev udlejet til Wolfsburg i Bundesligaen.
Daghim fortæller til Bold, at han har været i kontakt med flere af sine østrigske venner fra tiden i Salzburg.
– Jeg har skrevet lidt med et par stykker af dem. For lang tid siden snakkede vi faktisk også om, at vi skulle møde hinanden.
Artiklen fortsætter efter billedet

– De er helt oppe at køre. De tror, at de vinder over os. Der siger jeg altid, at de skal lige tage det lidt med ro.
– Det er ikke sådan, at det fungerer, siger Adam Daghim med et grin.
Mens Adam Daghim har en fortid i RB Salzburg, er det dagligdag for Clement Bischoff.
Bischoff kom til Salzburg i sommer fra Brøndby IF, og han har også hørt fra sine østrigske holdkammerater inden fredagens møde.
– Ja, selvfølgelig. Vi har joket lidt med tingene her i klubben, og de spurgte mig, om det var i København og hvor man skulle hen.
– Så måtte jeg sige, at det er det desværre ikke, griner Clement Bischoff til Bold og tilføjer.
– Det har været sjovt nok lige at få talt med nogle af drengene.
Fordel for Daghim og Bischoff?
Clement Bischoff kan blandt andet ende med at skulle stå over for Tim Trummer.
Det er Østrigs højre back, som ligeledes spiller i RB Salzburg.
– Det bliver meget sjovt, hvem der får mest ud af at kende hinanden, siger Clement Bischoff om en mulig fordel.
Adam Daghim nåede at spille 56 kampe for RB Salzburg inden skiftet til Wolfsburg.
Han kender derfor om nogen fredagens modstander, men det er ikke noget, som han fokuserer på.
– I sidste ende tænker jeg ikke rigtig på, om de er gode eller ej, eller hvem der står foran mig. Det er mit job at kunne klare ham.
– Om det er verdens bedste forsvarsspiller eller verdens dårligste, spiller det ingen rolle. Der skal bare gives 100 procent. Altid.
Danmark sparkede EM-kvalifikationen i gang med en 6-2-sejr over Wales.
Nu skal Clement Bischoff, Adam Daghim og resten af U21-landsholdet forsøge at hente tre point mod Østrig.
Der er kampstart klokken 18:00 fredag aften.

Salzburg
Danmark U21


































