

- Hun dømte ikke en god kamp.
Sådan lyder meldingen fra den danske landstræner, Andrée Jeglertz, efter Danmarks 0-2 nederlag til Spanien i EM-kvalifikationen.
Landstræneren var uforstående over for en lang række kendelser fra dommer Ivana Projkovska, og en af dem blev kampafgørende.
Jeglertz mener nemlig ikke, at Spanien burde have fået tilkendt 1-0-målet, hvor Jenni Hermoso stod helt fri ved bagerste stolpe ved et hjørnespark.
- Nej, det var forkert dømt. De screenede en af vores spillere. Når du ser det på video efter, vil du se, at det var et soleklart frispark.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg tror, det er lidt... Altså, gode hold får som regel dommere med. Men det var lidt for meget i denne kamp, synes jeg.
- Der var en hel del situationer, hvor jeg følte, at Spanien ville få det. Det var ikke godt, siger en skuffet Andrée Jeglertz til Bold.
Hvad er det her?!
Landstræneren slår fast, at det på ingen måde er en undskyldning for nederlaget.
Men det var tydeligt at mærke på Jeglertz, at han var irriteret over de mange kendelser, som gik imod Danmark.
I slutningen af kampen kunne Bolds udsendte på Vejle Stadion endda se Jeglertz sparke til hegnet, efter at Spanien igen fik tilkendt et tvivlsomt frispark.
- Det handler mere om dommerens beslutninger i visse situationer. Jeg følte flere gange: Hvad er det her?
- Jeg ved, hvordan det er. Det er nemt for gode hold at få dommeren med, men jeg synes også, at der skal være lidt flere nuancer.
- Jeg synes ikke, hun dømte en god kamp, men det var bestemt ikke derfor, vi tabte kampen. Det er vigtigt for mig at sige.
- Men man er også nødt til at få noget med sig en gang imellem. På et tidspunkt forsøgte de at rive trøjen af Emma Snerle, uden at der blev dømt noget.
- Det er så nogle underlige situationer. Sådan er det desværre, afslutter Andrée Jeglertz.
Danmark får muligheden for revanche allerede tirsdag.
Her tager de danske kvinder en tur til Tenerife, hvor man igen skal møde Spanien i EM-kvalifikationen.

Danmark (k)



























