
Danmarks U17-landshold skulle tirsdag forsøge at få de første point ved EM-slutrunden, da Michael Mex Pedersens mandskab stod over for Irland.
Danskerne tabte åbningskampen til Bosnien lørdag, så der var brug for point, hvis EM-håbet for alvor skulle leve videre.
Det håb skulle dog tidligt lide et knæk, da Irland allerede efter fem minutters spil bragte sig foran.
Tottenham-spilleren Troy Parrott tog chancen fra distancen, og det var nok til at overliste Daniel Andersen i det danske mål. 1-0 til Irland, og så skulle det danske hold frem over stepperne.
Danskerne kom dog aldrig for alvor tæt på udligningen i første halvleg, hvor blandt andre Muamer Brajanac havde tilløb til et par muligheder.
Heller ikke efter pausen var der bid i den danske offensiv, og det var tværtimod Irland, der ad et par omgange var tæt på at udbygge føringen.
Danskerne kom aldrig på måltavlen, selvom holdet fik lagt et tungt pres på Irland i kampens sidste fase.
Dermed tog Irland en 1-0-sejr på Troy Parrotts tidlige mål. Danmark har nul point efter de første to kampe, og den videre deltagelse i turnerignen hænger dermed i en tynd tråd.
Danmark møder Belgien i sidste gruppekamp på fredag klokken 14 i Chesterfield.


Irland U17
Danmark U17
EM U17 Kvalifikation


































