


Et fyldt Parken dannede tirsdag rammerne for en venskabskamp mellem Danmark og Serbien.
Den helt store historie omkring kampen var naturligvis, at det var Christian Eriksens første kamp i Parken, siden han kollapsede under sommeren EM-kamp mod Finland.
Derfor blev landsholdet anført af Eriksen modtaget med en stor hyldest fra et fyldt Parken, da de gik på banen til opgøret.
Serbien fik den bedste start på kampen og formåede at lægge et pres på Danmark i de første ti minutter.
Her kom Ajax-profilen Dusan Tadic blandt andet frem til en fin mulighed efter fem minutters spil.
Mæhles målnæse
Det lykkedes gradvist for Danmark at komme bedre med, og det hjalp gevaldigt, da den målfarlige venstreback Joakim Mæhle bragte det danske landshold i front med en 1-0-scoring efter 15 minutter.
Mæhles målnæse viste sig at være intakt, da han hamrede bolden i mål med en halvflugter efter et hjørnespark.
Knap syv minutter efter scoringen kom Serbien frem til en fin mulighed for at udligne, men Fulham-angriberen Aleksandar Mitrovic missede chancen.
Spillede bølgede frem og tilbage frem og tilbage frem mod slutningen af første halvleg, som der blev lagt to minutters spilletid til.
Netop i overtiden af første halvleg var midtbanespilleren Christian Nørgaard tæt på at få udbygget Danmarks føring, men stolpen var i vejen for hans ellers flotte langskud.
Stillingen var således fortsat 1-0 til Danmark ved pausefløjt.
Eriksen på tavlen
Danmark kom godt ud til anden halvleg, og i det 53. minut viste Pierre-Emile Højbjerg stor fightervilje, da han erobrede bolden langt oppe på Serbiens banehalvdel og smed et præcist indlæg ind i fødderne på Jesper Lindstrøm, der sendte bolden i netmaskerne med en sikker afslutning.
Dermed stod det 2-0 til Danmark, som så solide og komfortable ud med kampens forløb.
Fire minutter efter Jesper Lindstrøms scoring viste det sig dog at blive endnu bedre for de danske spillere og ikke mindst tilhængere.
For her modtog Christian Eriksen bolden lidt udenfor serbernes felt, tog et træk og hamrede bolden i netmaskerne til stillingen 3-0.
Jublen hos Eriksen, holdkammeraterne og fansene var ikke til at tage fejl af - det var et stort øjeblik.
Fald i tempo
Danmarks tremålsføring lagde en form for dæmper på kampen, som faldt en smule i tempo.
Samtidig blev der foretaget en pæn række udskiftninger hos begge mandskaber.
Blandt andet kom Mathias Jensen på banen i stedet for Pierre-Emile Højbjerg, og det betød, at Danmark for en stund spillede med en fuld Brentford-midtbane bestående af Eriksen, Nørgaard og Jensen.
Mod kampens slutning lykkedes det for Serbien at komme frem til nogle fine muligheder.
Den største af dem tilfaldt Filip Kostic, som i det 88. minut blev spillet fri i venstre side af danskernes felt. Her fik han sendt en fin afslutning af sted, men Kasper Schmeichel var vaks ved havelågen med en fin redning.
Kampen sluttede derfor 3-0 til Danmark.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Venskabskampe
Serbien
Danmark





































