I sommer skiftede Lukas Jensen Burnley ud med Lincoln City, og det har vist sig at være en rigtig god beslutning.
Den 25-årige dansker har siden juli spillet hele 55 kampe, og resultaterne har også været ganske gode.
Faktisk så gode at Lincoln med to runder tilbage af sæsonen stadig kan drømme om en plads i playoff om oprykning til Championship.
Tirsdag aften vandt Lukas Jensen og co. nemlig 1-0 over den direkte konkurrent Oxford, som lige nu indtager den vigtige sjetteplads.
- Havde vi tabt, var vores sæson slut, for så havde vi ikke mere at spille for, men i og med vi vandt kampen, ser det lidt lysere ud.
- Nu skal Oxford bare spille uafgjort i en af de sidste to, mens vi selv vinder vores, siger Lukas Jensen til Bold.
Lincoln er to point efter Oxford, men har +26 i målscore mod Oxfords +22.
Fredag aften tager Oxford imod Stevenage.
- Vi kommer alle sammen til at sidde og følge med, for hvis de spiller uafgjort i den kamp, skal vi bare vinde lørdag for at være foran. Det bliver næsten årets vigtigste kamp at sidde og se, siger Lukas Jensen.
Lincoln gæster bundholdet Cheltenham lørdag.
I sidste sæson blev Lincoln nummer 11 i League One med 15 point op til playoff.
- Vi havde ikke regnet med at være i denne position, så vi er rimelig tilfreds med, hvor vi er, men selvfølgelig vil vi tage det sidste skridt og nå playoff, siger Lukas Jensen til Bold.


Lincoln City
League One

































