Der skal være færre topchefer i DBU.
DBU skærer ned på antallet af chefer i det øverste lag lige under administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen.
Fra 1. marts vil der kun være fire direktører lige under Erik Brøgger Rasmussen i modsætning til i dag, hvor der er hele otte med cheftitler under direktøren.
- Vi slanker det øverste cheflag, fordi vi gerne vil skubbe flere beslutninger ud i systemet. Vi tror, vi også med den beslutning kan øge arbejdsglæden ved at flytte flere beslutninger ud i systemet. Målsætningen er selvfølgelig at blive mere effektive på sigt. Vi forventer højere arbejdsglæde og tror samtidig på øget effektivitet, siger Erik Brøgger Rasmussen.
En af de chefstillinger, der fremover ikke vil være en del af det øverste ledelseslag i DBU, er den kommende kommunikationschef. DBU har lige nu slået stillingen op med ansøgningsfrist til 23. februar.
Jakob Høyer, der senere på foråret fratræder kommunikationschef-stillingen efter eget ønske, har været en del af ledelsesgruppen i DBU, men hans afløser kommer ikke på samme ledelsesniveau.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi har blandt andet hentet inspiration fra fodboldorganisationer i udlandet og set nærmere på, hvordan man skal organisere sig i en virksomhed med 170 ansatte. Konklusionen er, at der nødvendigvis ikke er behov for ni personer i ledelseslaget, forklarer administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen.
Som et led i beslutningen om at slanke topledelsen, handler det også om, at der i fremtiden skal flyttes flere ressourcer til projektet ’Hele Danmarks klubhus’, hvor det er målsætningen, at DBU i løbet af en femårig periode skal lave et nationalt træningscenter, som blandt andet kan samle landsholdene i Høje Taastrup. Derudover skal DBU’s administration og bredden spille en central rolle i projektet.

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix.
Centeret i Høje Taastrup er et af tre hovedelementer i projektet med ’Hele Danmarks klubhus’. Langt det største element er rettet ud mod de 1500 klubber og 370.000 medlemmer over hele landet.
Erik Brøgger Rasmussen forbliver øverst på kransekagen i DBU-hierarkiet i fremtiden som administrerende direktør. De fire, han får under sig, får alle titlen af direktører. Julie Mønsted Karnbak bliver driftsdirektør for Fodboldens Hus, Birgitte Mabeck er kommerciel direktør, Peter Møller er fodbolddirektør, mens Andreas Høj er direktør inden for kommunikation og governance.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Danmark









































