I 2017 forlod Thomas Delaney FC København efter en strålende periode i klubben, og han har efterfølgende fortalt, at han gerne vil vende hjem til FC København på et tidspunkt.
Delaney havde af og til kontakt med sin tidligere træner Ståle Solbakken, men han er i mellemtiden røget ud af FCK. Det ændrer dog ikke på Delaneys ønske om at tørne ud for FCK i fremtiden igen.
- Nu ringer Ståle bare og spørger, hvordan Erling (Haaland, red.) har det. Samtalen har taget en drejning og handler nu om, hvordan Erling har trænet, siger Delaney med et grin og fortsætter så:
- Det har ikke ændret noget i forhold til, hvad jeg forestiller mig, der en dag kunne ske. Men lige nu ser jeg heller ikke meget længere end min kontraktlængde med Dortmund. Hvad der så skal ske, det må vi se.
Og kontraktlængden i Dortmund siger lige nu sommeren 2022, og endnu er 29-årige Delaney ikke i dialog med sin klub om forlængelse.
Det skyldes blandt andet, at Dortmund til sommer får ny træner i form af Borussia Mönchengladbachs Marco Rose.
Artiklen fortsætter efter billedet

Er du begyndt at tale fremtid med Dortmund?
- Nej. Men jeg er sikker på, at klubben gør sig sine tanker, og jeg det samme. Der er en ny træner, som kommer til sommer, og han kan også have indflydelse på, hvad jeg har lyst til. Hvis han vil den ene eller den anden vej, så må jeg også tage det in mente, siger han og slår fast:
- Det er lidt en ting, jeg bliver nødt til at vente med.
Delaney skiftede i 2017 først til Werder Bremen, hvor han spillede et halvandet år inden Dortmund gaflede den stærke midtbanespiller i sommeren 2018.
På bænken i Dortmund: Er egentlig fint tilfreds
Thomas Delaney har på det seneste været henvist til bænken i Dortmund efter en periode med godt med spilletid.
Den omskiftelighed er ikke noget nyt for Delaney, der er fint tilfreds med sin situation i Dortmund, hvor han i sæsonens løb er noteret for 20 startpladser i de 25 kampe, han har deltaget i. Han har siddet på bænken i seks kampe, mens han også har misset flere kampe med skader.
- Min tid har altid været op og ned i Dortmund. Nogle intense perioder med masser af kampe og andre med knap så mange.
- Nu har jeg ikke spillet så meget her på det sidste, men det er heller ikke første gang, at det sker for mig, så jeg er egentlig fint tilfreds, udover at vi som hold ikke har præsteret, som vi gerne vil, siger Delaney, der sætter ord på Dortmunds sæson, hvor man i øjeblikket er nummer fem i Bundesligaen.
- Vi leder lidt efter vores identitet. Vi har en meget ungdommelig spillestil uden bekymringer, og der er vi lige nu et hold, som kæmper med at sænke skuldrene og spille frit. Det er vores største problem, vil jeg sige.
- Så kan nogle sige, vi lukker for mange mål ind, men det har vi altid gjort – vi har bare scoret flere, og det kæmper vi også med.
Dortmund har scoret 54 mål og lukket 37 ind i løbet af Bundesligaens 26 runder.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga
VM
Danmark
































