





I mandagens 3-2-kamp mellem FC København og SønderjyskE blev der dømt hele tre straffespark, som sidenhen har skabt enorm debat.
Først fik Viktor Fischer straffespark i en duel med Victor Mpindi, inden Jens Stage fik det i forbindelse med et frispark, og til sidst fik SønderjyskE straffespark, da Mathias Zanka havde hånden på bolden i feltet.
Mange har stillet spørgsmålstegn ved VAR's rolle i sådanne situationer, og onsdag beklager dommerformand Michael Johansen.
- VAR er til for at udrydde de åbenlyse og kampafgørende fejl. Er der elementer i en kendelse, der går i begge retninger, bør VAR som udgangspunkt støtte dommerens kendelse, siger Michael Johansen og fortsætter:
- VAR har i kampen mellem FCK og SønderjyskE handlet efter de retningslinjer om kun at gribe ind, hvis der er tale om en åbenlys fejlkendelse. Derfor ligger ansvaret for den manglende indgriben først og fremmest hos mig som ansvarlig for VAR-implementeringen i 3F Superligaen.
- Ud fra vores nuværende erfaringsniveau med VAR kan jeg forstå beslutningen fra VAR om ikke at blande sig i de konkrete situationer. I bagklogskabens klare lys havde jeg dog gerne set, at VAR havde kaldt dommeren til skærmen ved alle tre straffesparkskendelser. Vi er nu den erfaring rigere og har lært af det i hele VAR-teamet.
- De tre straffespark kan teoretisk forsvares med lovbogen i hånden, men fortolkningen af situationerne ligger under det niveau for forsætlighed, vi generelt dømmer med og for i Superligaen. Vi vurderer, at de tre straffesparkskendelser ikke burde være blevet dømt.
- Et straffespark er et dommermæssigt skøn, som aldrig er helt ens. Eftersom der her er flere elementer, der kan have snydt dommeren, burde VAR have besluttet at kalde dommeren til skærmen for et ekstra gennemsyn. Her kunne dommeren - nu med TV-billederne som bevis - vælge at fastholde eller omstøde sin beslutning.
- Det er naturligvis beklageligt, at der er blevet dømt tre tvivlsomme straffespark i samme kamp. Alle topdommere har et ansvar og skal være store nok til at erkende, hvis der er sket fejl. Det har Sandi også gjort efter at have set situationerne igennem på TV.
- Vi vil fortsat være transparente på dommerområdet og omkring VAR, da det er den bedste måde at gøre folk klogere på VAR. FCK-SønderjyskE-kampen vil ikke overskygge vores generelle billede af VAR-implementeringen. Starten har været godkendt, men med plads til forbedring - og forårssæsonen er kommet fint fra start.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
Sønderjyske
3F Superliga
























