2025-05-08 20:53:14

Drømmemål: Lerager kanonerede FCK i pokalfinalen

FC København er klar til finalen i Oddset Pokalen, efter at holdet slog Viborg med 1-0 torsdag aften. Det samlede resultat efter de to semifinaler blev således 2-0 til løverne.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i Parken
Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - anden semifinale

FT

FCK

1 - 0

VFF

32'
10
Lukas Lerager
Mål

FC København møder Silkeborg i denne sæsons pokalfinale.

Det står klart, efter at løverne slog Viborg med 1-0 i semifinalernes returkamp torsdag aften. Det samlede resultat blev således 2-0 til FCK.

Lukas Lerager scorede kampens enlige mål på et smukt langskud. Viborg havde flere store chancer undervejs, men manglende skarphed og stærke redninger fra Diant Ramaj holdt gæsterne fra fadet.

Pokalfinalen spilles Kristi himmelfartsdag torsdag den 29. maj på MCH Arena i Herning.

Viborg tog teten
Viborg startede bedst i Parken, hvor holdet hurtigt satte sig på spillet, mens FCK stod solidt i kæderne og afventede.

Første store tilbud kom efter 13 minutters spil, da gæsterne snuppede bolden fra en alt for tøvende Marcos Lopez.

Renato Junior trak ind i banen, kombinerede hurtigt med Serginho og trykkede af med en stiv tå. Desværre for VFF stod Diant Ramaj klar med en hurtig parade, og så løb chancen ellers ud i sandet.

Artiklen fortsætter efter billedet

Oddset Pokalen -Drømmemål: Lerager kanonerede FCK i pokalfinalen
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Knap ti minutter senere var der fare på færde igen i FCK’s ende, da Yonis Njoh kom fri i venstre side.

Kantspilleren trak ind mod mål langs baglinjen, hvorfra han spillede bolden tilbage i banen til en fremadstormende Asker Beck. Midtbanespillerens afslutning sejlede dog et stykke over mål.

Utroligt drømmehug
FCK havde ikke meget at byde på i kampens første halve time, men efter 32 minutter tog Lukas Lerager sagen i egen hånd.

Midtbaneslideren modtog bolden et godt stykke fra feltet, og da ingen VFF’ere gik til ham, besluttede han sig for at fyre kanonen af. Og sikke en beslutning. Bolden startede højt, men tog pludselig et knæk og dykkede således over i det lange målhjørne, mens en chanceløs Lukas Lund kunne se til.

Parken brød ud i vild ekstase, mens hele FCK-truppen tog sig til hovedet, som om de ikke forstod, hvad de lige havde set.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

1-0-stillingen holdt til pausen trods flere optræk til chancer for Viborg.

Vild Ramaj-redning
Hvilet i omklædningsrummet fik ikke gæsterne til at slippe speederen. Anden halvleg var knap fem minutter gammel, før Serginho kom til en gigantisk chance.

Portugiseren blev spillet fri i højre side af FCK’s felt, hvorfra han afsluttede skarpt mod det lange målhjørne. Det lignede en afslutning, der ville gå i mål, men med det yderste af fingerspidserne fik Diant Ramaj pareret bolden væk.

VFF fortsatte med at presse på, og i det 65. minut fik holdet en lovende mulighed for at udligne. 

Indskiftede Justin Lonwijk blev nedlagt på kanten af feltet, hvilket gav et frispark, som dødboldsspecialisten Isak Jensen naturligvis tog sig af.

Spændingen steg hos VFF’s medrejsende fans, men det blev en fuser, idet Jensens afslutning ikke tog det vante dyk, men i stedet gik et stykke over mål.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Satsede alt
Mod slutningen af kampen foretog Viborg flere offensive indskiftninger for at jagte comebacket. 

Anosike Ementa kom ind og lagde sig op ved siden af Renato Junior, mens holdet også gik over til kun at spille med tre i bagkæden. 

Justeringerne var tæt på at give pote i det 83. minut, hvor Ementa lagde bolden til rette for Renato Junior, men brasilianeren fik et skidt træf på bolden. 

I den modsatte ende var der pludselig store rum at angribe for FCK, men heller ikke løverne havde den fornødne skarphed, når mulighederne bød sig. 

Det sluttede således 1-0 til FCK, der med en samlet 2-0-sejr i semifinalerne er klar til pokalfinalen.

Her skal holdet op imod Silkeborg. Kampen spilles torsdag den 29. maj på MCH Arena. 

Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - anden semifinale

FT

FCK

1 - 0

VFF

32'
10
Lukas Lerager
Mål
Annonce

37 kommentarer

Se kommentarer
Annonce