Efter en intens kamp med masser af mål, fight og VAR-drama tog FC Midtjylland søndag tre point med hjem fra Haderslev, da det lykkedes ulvene at hive en 3-2-sejr hjem.
Kampens matchvinder blev 19-årige Emefile, der opfangede en bold fra Philip Billing, hvorefter han fik sendt bolden i kassen, nærmest fra baglinjen.
I forbindelse med målet opstod der en del forvirring på stadion, da Olti Hyseni pludselig lagde sig i græsset, og situationen så ud til at løbe ud i sandet, men pludselig kunne det unge talent lade sig hylde af sine holdkammerater efter scoringen til 3-2.
Ifølge den unge angriber selv, så var han ikke i tvivl om, at bolden ville gå i mål.
- Jeg er ikke i tvivl om, at bolden går i kassen, da jeg rammer den. Jeg kan se på retningen, at den løber ind i kassen, og så er jeg jo ikke i tvivl, da drengene kommer og jubler med mig.
Da Emefile sparkede bolden i kassen, opstod der også en forvirring hos udeholdets fans, der tøvede med de helt store jubelbrøl, der dog kom, da dommeren bekræftede scoringen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg fik en rigtig god bold fra Phillip (Billing, red.), som han lagde dybt. Han ramte den virkelig godt, hvor mit touch så blev lidt langt, men jeg fangede den og kunne så lægge den i kassen. Det var fedt.
Unge Emefile var efter kampen glad for sin scoring, men generelt også glad for den udvikling, han har oplevet i sin tid på heden.
- Jeg har været rigtig glad for min udvikling i klubben. Pludselig gik det måske lidt hurtigere, end jeg havde forventet, da jeg kom op på førsteholdet.
- Siden jeg startede på U19, har jeg bare flyttet mig og har også udviklet mig her, da jeg kom op på førsteholdet, så jeg er bare vildt glad for at være her.
Selvom spilletiden har været begrænset på førsteholdet, så ser det unge talent sin fremtid i Midtjylland.
- Jeg ser helt klart mig selv fortsætte i Midtjylland. Jeg er glad for at være her, og som jeg har sagt, så udvikler jeg mig, og jeg kan mærke, at jeg hele tiden bliver bedre.
Efter kampen var Emefile ganske tilfreds med det resultat, som holdet stod med, selvom holdets præstation ikke var som ønsket.
- En sejr er en sejr. Vi præsterer ikke helt, som vi skal i dag, men vi laver tre mål og tager sejren med hjem, og det er det, der tæller. Så må vi ud på træningsbanen og træne på de ting, som vi mangler, så vi kan være klar til den næste kamp på torsdag.
På trods af at præstationen ikke var tilfredsstillende, så ser det unge talent frem mod kampen på torsdag i Europa.
- Jeg ser frem til på torsdag, og det kan jeg også mærke, at holdet gør. Nu havde vi en lidt uheldig kamp dernede, hvor vi fik en tidlig udvisning, der gjorde, at kampen blev lidt anderledes.
Spørger man den unge matchvinder, så tror han på, at midtjyderne kan avancere fra kampen mod Besiktas på torsdag.
- Jeg tror på, at vi kan gå ud og vende det om på vores hjemmebane. Vi skal bare tro på det, så er jeg sikker på, at vi har kvaliteten til at slå dem og gå videre.
Kampen mellem FC Midtjylland og Besiktas spilles på MCH Arena på torsdag kl. 19.00.

Få Braithwaite hjem til Superligaen
Ugens Suppe | Afsnit 3Kan vi få Martin Braithwaite hjem til Superligaen? I anledningen af Kasper Junkers retur til Danmark kigger vi på, hvilke danske spillere i det store udland, vi gerne vil have hjem.
Læs mere
FC Midtjylland
3F Superliga
































