


Thomas Tuchel fik en noget nær perfekt start som landstræner, da England fredag besejrede Albanien.
Mandag aften skulle 'Three Lions' så forsøge at fortsætte de gode takter, da Letland gæstede Wembley i anden runde af VM-kvalifikationen.
På forhånd var englænderne gigantiske favoritter, og det var også til at se fra kampens begyndelse.
Hjemmeholdet pressede massivt på, og der var tale om et regulært skydetelt allerede tidligt i kampen.
Skarphed var der til gengæld ikke meget af, selvom Harry Kane og co. kom frem til en hel del chancer og sad tungt på spillet.
Omvendt havde gæsterne svært ved at sætte mange afleveringer sammen mod de mange engelske stjerner, men alligevel lugtede det af, at de kunne gå til pause uden at have indkasseret et mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men så tog Reece James sagen i egen hånd.
Efter 38 minutters spil fik Chelsea-backen chancen på frispark, og det udnyttede han på fornem vis ved at krølle bolden i kassen til 1-0.
Nu var englænderne på sejrskurs.
Alligevel skulle vi helt hen til det 68. minut, før de igen slog til.
Denne gang var det Harry Kane, der efter et par mislykkede forsøg i løbet af opgøret, kunne finde jubelscenen frem.
Forarbejdet stod Declan Rice for, da Arsenal-stjernen løb mod baglinjen, inden han med et fladt indlæg fandt Englands målfarlige angriber til 2-0.
Små ti minutter senere blev det også til 3-0, da indskiftede Eberechi Eze fra sin venstrekant satte turbo på og fik Wembley til at juble på ny.
Dermed kan Thomas Tuchel og co. glæde sig over to veloverståede kampe, der betyder, at England topper sin gruppe i VM-kvalifikationen med seks point.

England
Letland
VM kval. UEFA





































