Esbjerg har i sommerpausen sagt farvel til Peter Ankersen, Davidson Dropo-Ampem og Kian Hansen. Ankersen blev allerede i vinter erstattet, da han hentede Ryan Johnson Laursen ind, og i sommerpausen er Eddi Gomes og senest Daniel Stenderup så kommet til.
Dermed er der lukket af i Esbjergs forsvar, fortæller Niels Erik Søndergaard fra klubbens sportslige udvalg.
- Vi har det, vi skal bruge i bagkæden. Det er i hvert fald ikke der, vi har fokus, det er i stedet på at finde noget fremadrettet. Så vi er på plads med vores bageste, siger Søndergaard til boldk.
- Jeg synes faktisk vi har nogle fine muligheder defensivt, også nå vi skal rotere lidt.
På venstre back har Jonas Knudsen døjet lidt med skadesproblemer, og her har Esbjerg manglet en decideret afløser.
- Vi dækker os ind med de alternativer, der er. Stenderup, der er kommet ind, er et af de alternativer, vi har. Derudover kan Jerry Lucena og Martin Bergvold spille derude, ligesom unge Jeppe Brink kan det, siger Søndergaard.
- Der er også den mulighed, at vi kan skubbe Michael Jakobsen ud, og så spille med Stenderup og Eddi Gomes i midterforsvaret. Så det er ikke sådan at venstrebacken er topprioriteten.
Knudsen er ikke med, når Esbjerg i morgen spiller ude mod polske Ruch i Europa League-kvalifikationen.
jesper@bold.dk


Esbjerg fB
3F Superliga





























