A Lyga -Ex-VB'er ophæver i Litauen trods succes
Foto: Vejle Boldklub
2017-07-04 10:30:01
Foto: Vejle Boldklub

Ex-VB'er ophæver i Litauen trods succes

Trods fuld tid på banen og en generel meget lærerig oplevelse har 19-årige Casper Bruun ophævet med litauiske Utenis. Det tidligere Vejle-talent tripper dog for at komme udenlands igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Vejle-talentet Casper Bruun skrev i februar en toårig aftale med Utenis fra Litauens bedste række efter en vellykket prøvetræning, og umiddelbart har opholdet været en succes.

Den unge danske forsvarsspiller fik således fuld spilletid i sæsonens første 15 kampe, og Utenis ligger nummer fem af otte hold efter en 2016-sæson, hvor de kun med nød og næppe klarede frisag.

Ikke desto mindre har 19-årige Bruun - i lighed med otte andre spillere - ophævet med Utenis efter mindre et halvt år i klubben.

- Der var nogle konflikter i klubben, og jeg ved helt ærligt ikke, hvad det præcist handler om, siger Bruun til bold.dk og forklarer videre:

- Vi var flere spillere, der havde fået lov at bo i hovedstaden Vilnius – cirka 100 kilometer fra vores træningsbaner. Vi blev hentet i minibus hver dag, og det var helt fint med mig, og jeg tog min kæreste med derned.

- Men på det seneste mente klubben ikke, at vi havde præsteret som håbet og forventet, og derfor ville de have, at alle spillere skulle flytte til Utena.

- Det medførte så også, at de samtidigt skilte sig af med flere spillere. De ville egentligt gerne have beholdt mig, og de har også ringet igen efter vores brud, men min agent og jeg er enige om, at jeg skal prøve noget andet.

Bruun har nu andre muligheder i udlandet. Han udelukker ikke Danmark, men er mest til et nyt eventyr.

- Det har været et utroligt lærerigt halvt år i Litauen. Niveauet er okay højt, og jeg er helt sikkert blevet bedre både med og uden bolden. Men også som menneske har jeg udviklet mig rigtig meget.

- Det har været meget spændende at opleve en helt anden kultur end den skandinaviske. Der har ikke været så mange små snakke med træneren, og det hele er lidt mere hårdt. Det skete heldigvis ikke i min klub, men der var andre trænere i ligaen, der skubbede og slog deres spillerne lidt, hvis ikke der blev gjort, som der blev sagt.

- Jeg kom væk hjemmefra og er blevet udfordret både mentalt og fodboldmæssigt. Og det er jeg helt klar på at blive igen. Jeg kan næsten ikke vente med at komme af sted igen. Der er flere ting, der rører på sig, og vi må se, hvad det bliver til. Det er fint nok, hvis det bliver Danmark, men jeg er meget klar på at tage ud, siger Bruun.

Med en målscore på 11-19 i 15 kampe har Utenis' udfordringer i Bruuns tid i klubben primært været af offensiv karakter.

mikael@bold.dk

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce