England -Få et indblik i Leicester-danskers træning
2016-04-07 14:47:02
Foto: Getty Images

Få et indblik i Leicester-danskers træning

bold.dk har bedt Daniel Iversen give et indblik i, hvordan en typisk træningsdag ser ud i Premier League-klubben Leicester.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

18-årige Daniel Iversen skiftede i januar Esbjerg ud med Leicesters U21-hold, hvor han dagligt træner sammen med Kasper Schmeichel.

bold.dk har bedt Iversen om at gennemgå en typisk træningsdag for ham i den engelske Premier League-klub.

- Jeg står op 8.15, og så går jeg ned og får noget morgenmad hos min værtsfamilie. Så tager jeg til træning klokken 9 hver dag, hvor vi skal møde 9.30. Der er 12 minutters gang, så det kan bedst betale sig at gå derhen. Jeg plejer at høre musik, når jeg går til træning, og tankerne er som regel et helt andet sted end fodbold, siger Iversen til bold.dk.

- Efter vi har klædt om, får vi nogle øvelser, vi skal lave hver dag, som er individuelle. Det kan være gymnastikøvelser, hvis man er noget stiv eller har problemer med lysken.

- Klokken 10.10 går vi ud på træningsbanen og træner vel i to timer. Målmændene har sit eget område, så vi træner for os selv. Der er vi mellem en halv time og 50 minutter, alt efter hvornår resten af truppen skal bruge os. Sammen med resten af holdet er der skudtræning og intervalspil. Det er ligesom i Danmark, når de skal bruge målmanden til et eller andet – når vi skal udstilles.

- Alt er hurtigere og mere fysisk herovre, og der er stor forskel på målmandstræningen i forhold til derhjemme. I Danmark bruger man meget tid på at gå ind og rette på os, og forklare det tekniske og måder at gribe bolden på for eksempel. Det gør de ikke så meget herovre. Der er det bare skud, skud, skud hele tiden og at få reddet en helvedes masse bolde. De går ikke så meget op i teknikken, og hvordan vi står. Det snakker man altid om bagefter.

- Hvis der er behov for, at noget skal forbedres, så ser vi video af træningen bagefter. Vi har styrketræning næsten hver dag, undtagen dagen før kamp. Det gør vi efter den normale træning, og så spiser vi frokost bagefter. Maden er ikke så meget anderledes end Danmark, det kan være pasta, kylling, fisk og salatbar.

- Nogle gange har vi møder herefter, men det er ikke så tit. Jeg plejer at være hjemme ved 15-tiden. Nogen bliver i omklædningsrummet og går senere hjem, men jeg vil gerne hjem og slappe af og få sovet. Jeg plejer at være fuldstændig smadret, så jeg ligger bare og ser noget video eller noget dansk tv. Nogen vil måske sige, jeg er lidt kedelig, men det er der behov for.

- På førsteholdet er de tit ude at lave noget sammen, men det gør vi ikke rigtig på U21-holdet. Der bliver skiftet rigtig meget ud på holdet, fordi folk bliver udlejet eller kommer til prøvetræning, så der er ikke samme sammenhold.

- Og så går jeg i seng senest ved 23-tiden.

- På kampdage er det lidt anderledes, men det, der er så dejligt herovre, er, at vi altid spiller om aftenen. Så man skal ikke så tidligt op herovre. Til gengæld er man så først hjemme klokken 2 om natten, hvis man har en af de lange ture, slutter Iversen.

Daniel Iversen har kontrakt med Leicester til sommeren 2019.

bold@bold.dk

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce