Det er ikke kun Viborg FF, som har modtaget forfalskede mails fra en person, som udgav sig for at være fodboldagenten David Eyres fra det store, internationale agentfirma Stellar Group.
Nu kan bold.dk afsløre, at Lyngby Boldklub også modtog en forfalsket mail fra Stellar Group på præcis samme dag, onsdag den 3. juli 2019, som Viborg modtog den første henvendelse i det, der er endt i skandalen om hollandske Bernio Verhagen.
I mailen blev de kongeblå lovet guld og grønne skove i form af millioninvesteringer fra sommeren 2020. Præcis ligesom Viborg.
bold.dk er kommet i besiddelse af mailen, og her kan man blandt andet læse, at Stellar Group ville investere knap 3,4 millioner danske kroner i Lyngby, hvis de formåede at kvalificere sig til europæisk fodbold fra næste sæson. Agentfirmaet ville til gengæld have mellem syv og ti procent af indkomsten fra de europæiske kampe.
Hvis Lyngby blev mestre og skulle spille Champions League-kvalifikation, ville de få yderligere 1,5 millioner kroner, mens det samlede beløb blot blev 750.000 kroner, hvis det ikke lykkedes Lyngby at spille europæisk fodbold. Beløbene skulle ifølge mailen udbetales i sommeren 2020.
Lyngby skulle til gengæld tage imod to spillere efter Stellar Groups eget valg. Agentfirmaet ville betale halvdelen af deres løn, men planen var, at de skulle sælges videre næste sæson, og transfersummen ville så blive delt 50/50 mellem de to parter.
Lyngby hoppede dog aldrig i fælden, da klubben opdagede, at der var tre l’er i Stellar Group i mailnavnet. Det fortæller kommunikationschef Kristian Maimann til bold.dk.
- Vi fik mailen den 3. juli lige efter vores oprykning. Ved første øjekast lignede det, at den var fra Stellar Group. Vi får et par gange om året forespørgsler fra potentielle investorer og andre, der vil samarbejde med os sportsligt på den ene eller anden måde. Så det har vi en procedure for at sende videre for at få flere øjne på.
- Der var flere ting, der undrede os. Dels måden, hvor det hele blev konkret så hurtigt. Derudover mente vi nu nok, at der skal noget mere end 3,4 mio. danske kroner til, at Lyngby med sikkerhed kvalificerer sig til Europa eller blive mestre i denne sæson, fortæller Kristian Maimann til bold.dk og fortsætter:
- Vi har nogle dygtige folk i ejerkredsen, som står for den slags, og det er skarpe og seriøse folk, der arbejder rimelig struktureret med de henvendelser, vi får. Heldigvis spottede de en fejl i mailadressen med det samme, så vi gik aldrig videre med henvendelsen.
bold.dk har tidligere afsløret, at samme David Eyres blev forfalsket i mails, som bold.dk ligeledes er i besiddelse af, i forbindelse med Bernio Verhagens påståede kontrakt i Dinamo Tbilisi i Georgien i juli 2018 samt skiftet til moldoviske Dinamo-Auto tidligere på året.
Her blev dog ikke benyttet tre l'er, men derimod et domæne, som hedder stellargroup.co i stedet for det korrekte stellargroup.co.uk. Domænet er registreret i Holland.
Bernio Verhagen sidder lige nu varetægtsfænglset frem til den 16. december for begrundet mistanke om røveri, vold og trusler. Han nægter sig dog skyldig.
Hans kontrakt med Viborg FF er ifølge klubben blevet ophævet, men hollænderen nægter selv at have underskrevet en opsigelsesaftale.


Lyngby Boldklub
3F Superliga
































