Efter bare ti minutter kom FC Midtjylland foran, men det var takket være sjusket forsvarsspil af Kolja Afriye, der tæt under mål fumlede gevaldigt med bolden, så den til sidst røg ud til en helt fri Frank Kristensen, som fladt sparkede den i nettet til 1-0.
Yderligere ti minutter senere var Frank Kristensen igen på pletten, da han afsluttede et kvikt FCM
-kontraangreb ved at chippe bolden over Lars Winde.
FC Midtjylland sad i det hele taget på stort set det hele i de første 45 minutter, hvor et meget tamt Esbjerg-mandskab var heldige med ikke at være bagud med mere end et to mål ved pausen.
Bedre blev det i 2. halvleg, hvor træner Ove Pedersen havde foretaget et par rokeringer. Tyve minutter før tid kom håbet så tilbage hos gæsterne, da Jakob Poulsen reducerede til 1-2 med et bragende langskud.
Mere skulle det dog ikke blive til for Esbjerg, da FC Midtjylland fik lukket effektivt af i den resterende del af kampen.
Dermed fik Erik Rasmussens tropper rejst sig efter premierenederlaget til Brøndby, mens Esbjerg fik en halvsløj optakt til midtugens UEFA Cup-returopgør mod Flora Tallinn.



































