Onsdag spillede Danmarks venskabslandskamp ude mod Slovakiet, men kampen var noget anderledes end normalt, da de sædvanlige landsholdsspillere grundet konflikten med DBU ikke ønskede at stille op.
I stedet havde DBU hyret John Faxe Jensen som landstrænervikar, og han havde 24 spillere fra 2. Division, Danmarksserien, Sjællandsserien og Serie 1 med sig i flyet til kampen, som danskerne endte med at tabe 3-0.
Søndag spiller Danmark så i Nations League mod Wales, men hvem der stiller op her, er endnu uvist. DBU og Spillerforeningen er stadig ikke enige, så der arbejdes igen på et alternativt landshold.
De 24 spillere, der under Faxes ledelse spillede i Slovakiet i aftes, fik ifølge bold.dks oplysninger i nat tilbuddet om at blive fløjet direkte til Aarhus for at gå i træningslejr frem mod søndagens kamp, men det tilbud blev afvist af spillerne.
I stedet flyver spillerne klokken 11 hjem mod Danmark, men bold.dk erfarer, at de igen fredag klokken 17 skal møde ind for at forberede sig til kampen, såfremt der ikke er fundet anden løsning inden da.
jesper@bold.dk


Danmark


























