Der var mange, der spærrede øjnene op, da Sune Smith-Nielsen i sommer handlede i selveste Paris Saint-Germain.
FC Københavns sportsdirektør havde brug for en højre back og lejede den unge hurtigløber Yoram Zague, men nu kan tiden i den danske hovedstad snart være forbi for PSG-talentet.
Ifølge Bolds oplysninger arbejder de danske mestre på at afbryde lejeaftalen med den 19-årige franskmand et halvt år før tid.
FCK har vurderet, at Zague ikke har niveauet til at være løsningen på den lange bane, og derfor forsøger Sune Smith-Nielsen allerede nu at finde et andet talent til positionen.
Yoram Zague har da heller ikke været blandt cheftræner Jacob Neestrups foretrukne, og selv efter langtidsskaden til Rodrigo Huescas har Junnosuke Suzuki taget sig af spilletiden på positionen.
Det er endda på trods af, at japaneren reelt er midtstopper og derfor har spillet ude af position.
Artiklen fortsætter efter billedet

Nu kan den PSG-ejede back med snart være fortid i FCK, hvis klubben kan blive enige med de forsvarende Champions League-vindere.
Det efterlader samtidig et hul i københavnernes trup.
Sune Smith-Nielsen er i forvejen på jagt efter en højre back, da Rodrigo Huescas først er tilbage fra sin skade engang i den nye sæson.
Det er tilmed den absolutte topprioritet at få landet et navn, der kan tage sig af den primære spilletid på positionen forud for forårssæsonen, hvor FCK jagter pokaltitlen og skal forsøge at kravle højere op i Superliga-tabellen.
Med andre ord kan der derfor meget vel lande hele to nye backs, hvis Sune Smith-Nielsens plan lykkes.
Yoram Zague står noteret for 15 kampe og to mål i FC København-trøjen.


FC København
PSG
3F Superliga






































