



FC København var klare favoritter torsdag aften, da man gæstede pubholdet FCB Magpies i Conference League-kvalifikationen.
Det semiprofessionelle mandskab fra Gibraltar formåede dog at holde stand i den indledende fase af kampen, og efter 25 minutters spil var miniput-holdet sågar tæt på at erobre føringen.
Et hovedstød sejlede hele vejen over Nathan Trott i FCK-buret, ramte overliggeren og røg tilbage i spil. Løvernes forsvar lykkedes dog med at cleare bolden efterfølgende, og Jacob Neestrup kunne derfor ånde lettet op ude på sidelinjen.
Det blev startskuddet til en fornuftig FCK-periode.
Hul på bylden
Superliga-mandskabet begyndte for alvor at presse på, og efter 29 minutters spil gik den ikke længere for Magpies.
Artiklen fortsætter efter billedet

Orri Oskarsson serverede bolden for fødderne af Mohamed Elyounoussi, som krøllede den køligt forbi den gibraltarske keeper.
FC København kunne dermed gå til pause med en spinkel 1-0-føring.
Det blev der imidlertid lavet om på efter 62 minutters spil. Et indlæg fra Magnus Mattsson endte på bagerste stolpe, hvor Viktor Claesson kastede sig frem og dirigerede den ind i netmaskerne til 2-0.
Herefter skulle der blot gå et par minutter, før Neestrups tropper endnu engang straffede det undertippede hjemmehold.
18-årige Victor Froholdt fik fat i kuglen på kanten af feltet, hvorfra han tog den med sig ind i feltet og chippede den ind over en chanceløs Magpies-målmand.
Sejren var dermed så godt som hjemme, hvilket blandt andet betød officiel debut til purunge Oliver Højer.
Han skulle kun bruge en håndfuld minutter, før han viste prøver sparketeknikken. Den 17-årige midtbanespiller måtte dog se sit langskudsforsøg ramme stolpen.
Herefter blev det ikke til mere for københavnerne, som dermed snuppede en stensikker 3-0-sejr over pubholdet fra Gibraltar.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
Bruno's Magpies
ECL-kval




































