I mere end fire år har Oliver Klemensen været på kontrakt i FC Nordsjælland, men samarbejdet sluttede denne sommer.
Kontrakten blev ikke forlænget, og nu venter der forsvarstalentet en ny og indtil videre ukendt adresse, mens han har fået lov til at holde sig i gang med sine tidligere holdkammerater i Farum.
- Det er jo mærkeligt, fordi man har haft en klub i så mange år, og nu går man bare venter på, om ens fremtid ligger her i Danmark eller et sted i udlandet, fortæller Oliver Klemensen til Bold.
- Og så er det anderledes, at der jo ikke rigtig er nogle, der sætter krav til en længere udover mig selv og de mennesker, jeg har tættest på mig selvfølgelig. Det har jeg været vant til hele mit liv, og nu træner jeg mere eller mindre for min egen skyld.
Den 19-årige forsvarsspiller, der beskriver sig selv som en boldstærk stopper, går derfor en uvis, men også meget vigtig tid i møde, når fremtiden for alvor skal formes af det næste skridt i karrieren.
Artiklen fortsætter efter billedet

En virkelighed rigtig mange talenter oplever, men som der ikke tales så meget om, når man ikke lige er en af dem, der kommer igennem det første af mange nåleøjer i fodboldens verden.
Også selvom man som Oliver Klemensen har 20 ungdomslandskampe på cv’et.
- De vurderede, at de rådede over mange andre dygtige forsvarstalenter, og da de skulle tage valget, var det så mig de pegede på. Det var selvfølgelig hårdt, og det er aldrig rart at få sådan en besked, men jeg var egentlig også afklaret med det ret hurtigt.
- Jeg har nok stået lidt i skyggen af Noah Markmann, Markus Walker og Stephen Acquah, så jeg havde nok lugtet lunten op til.
I topform efter operation
Oliver Klemensen har allerede været i dialog med et par potentielle klubber og vist sig frem på udenlandske adresser i løbet af sommeren.
- Så jeg holder hovedet højt og gør alt, hvad jeg kan for at holde mig i gang her i FC Nordsjælland. Så må vi se, hvad der sker.
Han luner sig også på, at kroppen har det rigtig godt, efter at han et par inden sommerferien valgte at gennemgå en operation for kompartmentsyndrom, som mange unge fodboldspillere døjer med, og som betyder, at læggene syrer til, og man nemmere kramper op.
- Jeg gjorde det i håbet om at blive helt fit til sommerens U19 EM, men jeg nåede ikke ramme topformen.
Formen er dog kommet helt på plads siden.
- Det var megarart at få bugt med det, og efter de har lavet operationen om, kræver det kun en genoptræning på tre uger, så jeg var hurtigt klar igen. Førhen skulle man sidde ude i 12 uger, fortæller Oliver Klemensen.
Den unge forsvarsspiller står noteret for 46 kampe i U19 Ligaen og en enkelt Future Cup-kamp.

FC Nordsjælland




































