32-årige Sten Grytebust er igen tilbage i FC København-truppen efter et udlån til Vejle i efteråret.
Dermed går FCK's målmandskabale ikke længere op, da Kamil Grabara, Kalle Johnsson, unge Johan Guadagno og Grytebust umiddelbart er én målmand for meget.
Sportsdirektør i FCK Peter Christiansen erkender, at FCK-truppen godt kan skæres en anelse til på nogle positioner, men FCK-bossen fortæller til bold.dk, at målmandskabalen ikke nødvendigvis kun afhænger af, om Sten Grytebusts fremtid.
- Antalsmæssigt er vi lidt rigeligt. Det afhænger ikke nødvendigvis kun af ham (Sten Grytebust, red.). Der kan også være interesse for andre på samme position.
Som Kalle Johnsson?
- Ja, eller Johan for den sags skyld, siger Peter Christiansen, der ikke vil komme yderligere ind på planen for målmandskabalen i FCK.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kamil Grabara har indtil videre været fast målmand i FCK denne sæson, og det tyder ikke på, at situationen har ændret sig.
Der bejles til Grytebust
På FCK's træningsanlæg kunne Grytebust mandag selv fortælle, at lejeaftalen med Vejle ikke blev forlænget, fordi han blandt andet selv gerne så noget andet ske.
- Der er flere parter om det, hvis en lejeaftale skal forlænges. Der er en klub, der ejer mig, jeg har nogle ønsker og Vejle har nogle ønsker.
- De (Vejle, red.) ville gerne se, om jeg kunne blive der til sommer, men der var nogle ting, som for eksempel at min familie boede her i København, og så så jeg primært, at der skete noget andet lige nu, fortæller Grytebust, der i sommer altså stod bagerst i køen til spilletid i FCK.
Denne vinter kan det meget vel blive et nyt klubskifte - permanent eller midlertidigt - for Grytebust, som blandt andet er blevet sat i forbindelse med FC Nordsjælland.
Målmanden vil ikke kommentere på konkrete klubber lige nu, men han erkender, at der er godt med interesse, selv om fremtiden er uvis.
Du taler om, at familien er her og at det var en årsag til at stoppe i Vejle. Vil du blive her i FCK eller skal du finde en klub tættere på København så?
- Nej, altså. Jeg har kontrakt i et år frem her, og jeg ved ikke 100 procent, hvad der kommer til at ske i januar eller de næste måneder. Det er måske lidt uvist, men heldigvis er der interesse for mig, så jeg kommer nok ikke til at gå klubløs, siger Grytebust og fortæller, at de næste uger må vise, hvad der kommer til at ske.
- I sommer var der også fin interesse, og selv om det først blev til noget i sidste øjeblik, skete det stadig. Der er flere om at bestemme det, men ja, jeg får lidt at vide om, at der er interesse, og så må vi se, hvad der sker.
- Jeg har det super fint i FCK, så de næste uger må vise, om jeg bliver her eller skal videre.
Grytebust har kontrakt med FCK frem til udgangen af 2022.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
3F Superliga



































