





Onsdag aften jagtede Bayern München revanche mod Arsenal i Champions Leagues gruppe F, efter det seneste indbyrdes møde for nogle uger siden endte med en engelsk 2-0-sejr. Til gengæld havde Arsenal hårdt brug for point, da de kun havde tre efter tre kampe.
Bayern indledte kampen med at lægge et tungt, tungt pres på the Gunners. Efter ni minutter løftede Thiago bolden ind i feltet, hvor Robert Lewandowski var sluppet fri på kanten af offside. Han headede ugeneret bolden ind til en tidlig bayersk føring.
Få øjeblikke senere lå bolden i kassen i modsatte ende. Efter et lynangreb i venstre side ekspederede Mesut Özil bolden i kassen, men målet blev ikke anerkendt. Dommerne mente, at Özil havde brugt hånden. Det så på de efterfølgende TV-billeder ud til, at mållinjedommeren havde vurderet situationen korrekt.
Kort før den halve time landede bolden efter lidt tilfældigheder for fødderne af Thomas Müller. Han svingede venstreskøjten, bolden snittede en Gunner og gik ind. 2-0 til Bayern.
Bayern sad på det hele frem mod pausen. Kort inden teen blev serveret, kæmpede David Alaba sig forbi to mand centralt. Han tog yderligere et par træk over for en tøvende Arsenal-bagkæde og klappede så bolden op i målhjørnet. 3-0 til hjemmeholdet ved pausen.
Små ti minutter inde i anden halvleg broderede Bayern sig igennem i venstre side. Inde foran var netop indskiftede Arjen Robben på plads, og med sin første berøring bankede han bolden op i nettaget.
Få minutter senere strikkede Arsenal et smukt angreb sammen. Santi Cazorla kom til afslutning, men lige på Manuel Neuer.
Midtvejs i halvlegen slog en ellers anonym Alexis Sanchez et indlæg ind i feltet. Giroud tog den smukt ned, holdt Javi Martinez væk og flugtede med et sakselignende spark et flot trøstmål i kassen.
Robben brændte siden en friløber, inden Thomas Müller slog sejren fast med endnu et mål to minutter før tid. Bayern vandt overlegent 5-1.
Arsenal kunne ikke stille noget op mod den velsmurte Bayern-maskine, og de fik ingen hjælp af Dinamo Zagreb. De tabte 2-1 ude mod Olympiakos.
Resultaterne betyder, at Bayern og Olympiakos har ni point, mens Dinamo og Arsenal har tre inden de sidste to kampe.


Arsenal
Bayern München
Dinamo Zagreb
Olympiakos
Champions League

































