Forældrenes flugt har formet ny EfB-træner

Passion, hårdt arbejde og kritisk tænkning. 

Rygsækken er spækket med gode egenskaber hos 38-årige Sancheev Manoharan, der for nylig blev præsenteret som Esbjerg fB's nye cheftræner. 

Efter mere end ti år i AGF's ungdomsafdeling samt en håndfuld år med diverse stillinger - heriblandt cheftræner - hos Haugesund træder han nu for alvor ind i rampelyset i dansk fodbold.

Et skridt, han bestemt ikke er kommet sovende til at kunne tage. Tværtimod har han måtte slide for nu at lande et job i en af Danmarks mest traditionsrige klubber. 

En karriere som fodboldtræner lå nemlig ikke i kortene for Sancheev Manoharan, der aldrig selv har spillet fodbold på elite-niveau. 

Men hårdt arbejde kan bringe dig langt, og netop dén egenskab tillærte han sig fra barnsben med opvækst i en familie, der flygtede til Danmark fra borgerkrig i Sri Lanka. 

- Det er passionen for selve spillet, der har drevet værket. Jeg har brugt utroligt mange timer på at studere spillet og stå på træningsbanen og se træningen. 

- Men der er også noget i, at mine forældre er flygtninge, som er flygtet til Danmark, og den vej igennem har jeg fået en masse gode ting med fra dem, samtidig med at jeg har været så heldig, at det er gået godt for mig i det danske skolesystem, siger han til Bold og uddyber.

- Jeg har fået meget med dannelsesmæssigt med fra folkeskole, gymnasie og universitet i forhold til kritisk tænkning og analyse af situationer. 

- Det havde jeg heller sikkert ikke fået, hvis mine forældre ikke var flygtet fra borgerkrigen Sri Lanka. Det er jo lidt tilfældigt, men de ting sat sammen har gjort – tror jeg - at jeg har været interessant og har kunnet lykkes. Hvis du skal lede mennesker, tror jeg meget på, at det handler om relationer. 

Latent læring
At familiens flugt til Danmark har givet Sancheev Manoharan nogle egenskaber, der har hjulpet ham frem i fodboldens verden, handler ifølge hovedpersonen selv om flere ting. 

Det starter dog - igen - med det hårde arbejde.

- Det er i forhold til hårdt arbejde første og fremmest. Ikke at tage noget for givet. Mine forældre har ofret meget for, at mine søskende og jeg kunne få det liv, vi har fået.

- Når man er flygtet til et andet land, er man samtidig også nødsaget til at værne om sig selv og sin familie. Vi har også boet med bedsteforældre, så jeg har oplevet meget kærlighed og empati fra dem. 

- Jeg har en stor familie med søskende, kusiner og fætre, og det har givet mig noget i forhold til at forstå mennesker og forskelligheder, og det har givet mig nogle pædagogiske værktøjer, som ikke kun kan hente teoretisk. Jeg har fået den latent fra barnsben, siger han. 

Drømmen spirede i AGF
Sancheev Manoharan voksede i området omkring Billund og Vejle. Her stiftede han for første gang bekendtskab med trænergerningen i klubben Firehøje IF. 

Senere drog han til Aarhus for at studere. I den forbindelse fik han en deltidstjans som U10-træner i AGF, og derfra begyndte tingene stille og roligt at tage fart. 

Vidste du, at du ville gøre det til en levevej, da du startede som træner i AGF

- Nej, det vidste jeg ikke. Men jeg havde et håb og en drøm, men jeg vidste det ikke, siger Manoharan, hvis drøm udviklede sig til en reel tro, da AGF forfremmede ham til U12-træner på fuldtid. 

- Det gav mig endnu mere blod på tanden, men man ved bare aldrig, om man får muligheden for at gå ind i seniorfodbold på det højeste niveau.

- Men ærgerrighed, ihærdighed og hårdt arbejde kan bringe en langt, men man skal også have noget substans med, og så skal der være timing og nogle, der kigger ens vej. Der er mange ting, der spiller ind i det.

- Når jeg sådan kigger tilbage på det, tror jeg ikke, at det er en tilfældighed, fordi jeg havde indstillingen om at ville ofre og arbejde meget for det, siger Manoharan. 

Hos AGF blev det henover årene til flere forskellige poster i ungdomsafdelingen. Sancheev Manoharan nåede blandt andet både at arbejde som U17- og U19-cheftræner i perioden. 

Intet opnået endnu
I 2022 tog han så et nyt skridt i trænerkarrieren. Norske Haugesund bankede på døren med muligheden for at blive transitionstræner, og den tog Manoharan imod. 

Siden udviklede opholdet i den norske klub sig til at byde på to tjanser som cheftræner for førsteholdet. Første gang på midlertidig basis og anden gang som permanent ansættelse. 

Nu venter det første cheftrænerjob på seniorniveau i Danmark så, og det er noget, der gør hovedpersonen stolt.

Samtidig ønsker han ikke at se på ansættelsen, som om han har opnået noget. 

- Jeg er selvfølgelig stolt over mig selv, men jeg er også meget taknemmelig for alle dem, der har hjulpet mig på vejen. Det gælder både min familie, men også gode trænerkolleger og venner.

- Man er så meget i nuet, at man sjældent stopper op og tænker over det, der sker. Men det er så også, fordi – og det er vigtigt at sige – at jeg ikke føler, at jeg har opnået noget endnu.

- Jeg har så stor tro på mig selv, at jeg godt vidste, at jeg godt kunne nå hertil. Jeg er glad for, at folk i Esbjerg ser det i mig, så de mener, at jeg skal være med til at videreudvikle klubben. 

Stiller SL-krav
Efter en række turbulente år med nedrykning på nedrykning har EfB etableret sig i 1. division. 

Ambitionerne i byen og klubben rækker dog til mere end det, men Sancheev Manoharan er endnu ikke i stand til at fortælle, hvornår EfB er tilbage i landets bedste række. 

- Byen, fansene og klubben fortjener at være i Superligaen. Det er min opgave sammen med de andre gode folk, der er her, at få os derhen. Vi skal gerne derhen hurtigst muligt, men jeg ved ikke, hvad hurtigst muligt er.

- Vi skal først og fremmest være tydelige omkring vores identitet, vi skal have en stærk kultur, og vi skal være konkurrencedygtige i alle de kampe, vi spiller. Det er i dagligdagen, vi skal rykke os, og vi skal stille så store krav til hinanden, hvor standarden er Superliga-krav. Det er Superliga-krav, vi skal stille til hinanden.

- Når den bund er lagt, er jeg sikker på, at vi nok skal indfri de målsætninger, vi alle sammen har, og det er, at vi skal have flyttet klubben og byen op, hvor den hører hjemme, siger han. 

Afslutningsvis understreger han, at han føler sig overbevist om, at han har den rette erfaring til at varetage jobbet i det vestjyske

Danske fodboldfans kender dig ikke på navn. Hvordan ser du på din egen erfaring?

- Jeg forstår godt, at der er folk, der ikke lige kender mig på navn, men der er mange i miljøet, der ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for. 

- Jeg har arbejdet i fodbolden på tværs i forskellige roller og lande i over 15 år, og det gør, at jeg ved, jeg har en god ballast til jobbet i EfB.