21-årige Tobias Stagaard er tilbage i Esbjerg fB efter to sæsoner i AC Horsens. I efteråret var han dog lejet ud til islandske IA Akranes.
Forsvareren fortæller til bold.dk, at han er skiftet til Esbjerg fB i jagten på fast spilletid. Stagaard nåede nemlig blot at spille tre kampe i NordicBet Ligaen for AC Horsens.
- Det er den åbenlyse grund, at jeg har været i AC Horsens i nogle år, hvor jeg ikke har spillet så meget. Jeg skulle finde et sted, hvor jeg kunne være tættere på spilletid.
- Nu kender jeg Esbjerg, og ‘Lungi’ er blevet træner, som jeg havde på U19. Da de viste interesse, var det det oplagte valg.
- Jeg kender så mange mennesker i klubben, og jeg har været i klubben i mange år, så det betyder noget. Det vil også være fedt at hjælpe Esbjerg op i 1. division. Det er slet ikke en klub, der skal være dernede, siger Tobias Stagaard til bold.dk.
Esbjerg fB missede oprykningen til NordicBet Ligaen, og det var en stor fiasko for klubben.
Stagaard fortæller dog, at han ikke har nogle betænkeligheder ved at tage til Esbjerg fB på trods af en kaotisk tid for klubben de senere år.
- Det har egentlig ikke været så bekymrende. Jeg er ret overbevist om med den gruppe, som vi har fået samlet, og jeg kan bidrage til, at vi rykker op i næste sæson. I forhold til tumulten i klubben kan man begynde at se, at der kommer flere lokale ind i form af Lungi og Pallesen (Søren Pallesen, red.).
- For mig er det en klub, som er tilbage på sporet. Nu skal vi lige have rykket dem op fra 2. division, før man kan sige, at det er helt på rette vej, men der er ikke så meget støj rundt om klubben.
Ikke bekymret
Den unge forsvarer lægger dog ikke skjul på, at han heppede på Esbjerg til det sidste i 2. division.
- Jeg tænkte selvfølgelig, at det var ærgerligt, fordi jeg havde snakket med Esbjerg inden. Jeg håbede også på, at de ville rykke op.
- Det betyder, at der er lidt længere vej til, hvor de rigtigt hører hjemme i Superligaen. Jeg er ikke så bekymret. Jeg er sikker på, med den her gruppe spillere og trænerteamet skal vi nok rykke op i næste sæson.
‘Lungi’ er utrolig dygtig
For Tobias Stagaard bliver det også et gensyn med Lars ‘Lungi’ Sørensen, og det kan vise sig at være en fordel for ham.
- Jeg føler, at det er positivt, at han ved, hvad jeg kan bidrage med, og han ved, hvad jeg står for. Han er en utrolig dygtig træner.
- Jeg havde fornøjelse af ham som U19-træner, selv om han er alt for dygtig til det. Han kender min spidskompetencer, og hvad jeg skal udvikle mig på. Han er taktisk dygtig, så han kan være med til at skubbe mig rigtig langt, siger Tobias Stagaard til bold.dk.
Stagaard har underskrevet en kontrakt med Esbjerg, der løber til sommeren 2024.


AC Horsens
Esbjerg fB
CampoBet 2. division
































