En lang og uvis periode fik på transfervinduets lukkedag sin ende for Nikolai Baden.
Her afbrød Vitesse den danske angribers lejeophold i Ferencvaros for i stedet at sende ham på et nyt, sæsonlangt eventyr i Austria Lustenau.
Efter et bøvlet forår med skader og en udskiftning på trænerposten vidste Baden allerede tidligt på sommeren, at Ferencvaros ikke så hans vej i forhold til spilletid.
Derfor var skiftet en stor forløsning for den 23-årige dansker, der i et interview med bold.dk fortæller om transferen, der kom i stand på en noget opsigtsvækkende måde.
Ligue 1-klub er involveret
Tilblivelsen af Nikolai Badens skifte involverer fire klubber. Først og fremmest Vitesse, som ejer Baden. Dernæst Ferencvaros, der havde danskeren på leje, og Austria Lustenau, som overtog lejeaftalen.
Men Ligue 1-klubben Clermont Foot har også en finger med i spillet, fortæller hovedpersonen til bold.dk.
- Det hele startede med Clermont Foot i Frankrig. De har spurgt meget på mig i de sidste to til tre år, så jeg begyndte at snakke med dem for at høre, hvad de havde af idéer.
- Det var der, at Lustenau-muligheden kom på banen. De har samme ejer som Clermont Foot, forklarer Baden.
Storebror og lillebror
Det er selskabet Core Sports Capital, der har ejerskaber i de to klubber. Helt konkret oplyser selskabet på sin hjemmeside, at man sidder på 97 procent af ejerskabet i Clermont Foot og 25 procent i Austria Lustenau.
Ifølge Baden er der et storebror og lillebror-lignende forhold mellem de to klubber, hvilket også kommer til udtryk i den måde, hans transfer blev skruet sammen på.
- Det kom i stand på den måde, at Lustenau tager lejeaftalen, men hvis købsoptionen skal indløses, så er det Clermont Foot, der står for det.
- Hvis Clermont Foot gør brug af optionen, så kommer jeg til at skrive kontrakt med dem, men så kan det jo godt være, at de lejer mig ud til Lustenau igen. Den del ligger dog langt fremme, siger Baden.
Tryghed i Østrig
At det i første omgang blev til et skifte til Austria Lustenau er Nikolai Baden svært tilfreds med.
Her kommer han nemlig til et land og en liga, som han i forvejen har et særdeles godt kendskab til.
- Clermont Foot havde allerede spillere på angrebspositionen, så der skulle starte med virkelig at kæmpe en hård kamp om pladsen.
- Derfor blev vi enige om, at jeg kunne tage til Lustenau, hvor jeg kender landet og ligaen og desuden kommer til en klub, der minder om WSG Tirol, som jeg har været i før. Og her kan jeg spille hele tiden. Det tiltalte mig helt vildt.
- Efter en lang, svær tid med skader, uheld, manglende mål og manglende selvtillid var det vigtigt for mig at komme et sted hen, hvor jeg kendte tingene og var tryg ved, at jeg kunne få selvtilliden og glæden tilbage ved fodbold, afslutter Baden.
Nikolai Baden har fået en fin start på tilværelsen i Lustenau, hvor han indtil videre står noteret for to mål i fem kampe.
Begge mål blev scoret i pokalsejren over First Vienna, hvor danskeren ganske opsigtsvækkende scorede fra egen banehalvdel. Læs mere om det her.


Clermont Foot
Vitesse
Austria Lustenau
Bundesliga

































