



Før søndagens Superliga-kamp mod FC Nordsjælland annoncerede Brøndby, at flere spillere forlader klubben efter denne sæson.
En af disse er Frederik Holst, hvis kontrakt løber ud og ikke bliver forlænget. 22-årige Holst erkender, at det er svært for ham at sige farvel til Brøndby, hvor han har spillet hele sin karriere.
- Jeg kneb en tåre derude, og det er sgu nok ikke den sidste. Det var dejligt, at jeg kunne sige farvel ved at spille, og jeg har takket coach for det. Jeg sætter kæmpe stor pris på, at han gav mig lov til at spille denne kamp og pokalfinalen, så jeg kommer tættere på EM-holdet, siger Holst.
- Jeg har vidst et stykke tid, at jeg skulle sige farvel, men det ramte mig alligevel både i Parken og her. 13 år er lang tid, og det er især hårdt overfor fansene. Brøndby er mit andet hjem, så det er hårdt.
- Jeg vil rigtig gerne have fast spilletid, og det har jeg ikke været god nok til her på midtbanen, som coach ser mig som, og hvor det er svært at komme på.
Holst regner ikke med at skrive med en dansk klub, men ser sig i første omgang om efter en klub i udlandet.
- Når jeg ikke kan blive i Brøndby, så er det på tide, at jeg kommer ud og snakker et andet sprog i Europa. Hvor det bliver, må tiden vise.
- Jeg regner stærkt med at komme til at spille til EM. Hvis der kommer noget inden EM, som er helt perfekt, så tager vi den derfra, men ellers holder jeg fokus på EM, og så min agent holde styr på resten.
Holst kan sagtens se sig selv tilbage i Brøndby en dag.
- Hvis jeg er god nok, og de vil have mig, så er det min store drøm og mål at komme tilbage som Kalle, Agger og Johan (Elmander, red.), så det er planen, siger Holst.
Frederik Holst nåede i denne omgang 126 Superliga-kampe for Brøndby.
mikkel@bold.dk


Brøndby IF
3F Superliga
































