Bold kunne mandag fortælle, at Fremad Amager-klubikonet Mohammed Abdalas var blevet opsagt og fritstillet fra AC Amager Academy.
Det er dog tilsyneladende ikke noget, som eliteklubben og klubejer Lars Hein har været vidende om.
- Jeg har nu haft tid til at undersøge lidt ting, idet jeg må sige, at I fanger mig lidt uden helt at vide besked, oplyser Lars Hein i en mail til Bold.
- Faktum er, at man i styregruppen for Akademiet har besluttet, at Mohammed Abdallas skulle fritstilles. Det er ikke noget, som Eliten har haft nogen som helst indvirkning på, faktisk er jeg noget overrasket.
AC Amager Academy drives aktuelt af Boldklubben Fremad Amager, B1908 og Fremad Amager Elite, men fra juni adskilles eliteklubben fra de to moderklubber.
I den forbindelse fik alle medarbejdere ifølge Bolds oplysninger opsagt deres nuværende aftaler, som er indgået med eliteklubben, med løftet om at de blev genansat på akademiet efterfølgende.
Abdalas er derfor formelt set stadig ansat i eliteklubben, og derfor kommer det bag på Lars Hein, at han er blevet fritstillet.
- Akademiet overdrages per 30. juni til moderklubberne B1908 og BK Fremad Amager. Men allerede nu har de haft flere styregruppe-møder, som vi i Eliten ikke har været en del af, skriver Lars Hein.
- Da Mo i dag er ansat i Eliten, har jeg indkaldt til møde for lige at forstå, hvad der er op og ned i sagen.
- Mohammed har selvfølgelig også taget fat i Alexander (Saugmann, adm. direktør i Fremad Amager Elite, red.), han er jo ansat hos os i Eliten, som det er nu – men er i opsagt stilling, idet Akademiet skulle overdrages til moderklubberne.
- Det er også nyt for mig, at ingen har modtaget en kontrakt endnu i akademiet – det må jeg tilstå, at jeg troede var på plads for længst, som det blev aftalt på mødet, vi havde med styregruppen i Eliten kort før udmeldelsen omkring, at vi havde truffet en fælles beslutning.
Lørdag skulle både U17- og U19-holdet have været i aktion på udebane mod Hobro i de to drengedivisioner, men begge hold er blevet taberdømt. En situation, som Lars Hein er ked af.
- Jeg kan kun beklage, at man ikke er mødt op til kamp her i weekenden, men der tænker jeg, at Nikolaj (Borge, Head of Academy, red.) og styregruppen giver mig information omkring omstændighederne på mødet og årsagen til fritstilling af Mo, oplyser Lars Hein.
Bold var tidligere mandag i kontakt med Head of Academy, Nikolaj Borge, der ikke ville kommentere på, hvorfor Abdalas var blevet fritstillet.
- Beslutningen om at fritstille Akademiets U17-træner er taget i de to moderklubber, B1908 og Fremad Amager, og deres repræsentanter i styregruppen. Jeg må derfor henvise dig til dem. Styregruppen består også af Fremad Amager Elite ApS, men de udtræder pr. 30/6, oplyste Nikolaj Borge på mail.



Fremad Amager
CampoBet 2. division



































