

Tre gange.
Så mange gange har Silkeborg IF repræsenteret dansk fodbold i Europa de seneste fire år. Og det er altså ikke hverdagskost for klubben fra Søhøjlandet.
- Set tilbage i historien er det at spille i Europa jo ikke noget, der har fyldt ret meget i Silkeborg, fortæller Jens Martin Gammelby til Bold.
Og Gammelby har ret. Siden årtusindskiftet har SIF kun deltaget i Europa fire gange - fraregnet Toto Cuppen. Altså kun én gang udover de tre gange indenfor de seneste fire år. Der er dermed sket en eksplosiv udvikling i europæisk deltagelse for de rødklædte de seneste år.
Det er vist rimeligt at sige, at en stor faktor bag den succes er Kent Nielsen. Han stemmer i med sin back.
- Det er en understregning af de resultater, vi har lavet. Det er ikke noget, SIF er forvænt med. Men vi kan godt lide det, selvom det også er udfordrende, fortæller cheftræneren for Silkeborg.
Artiklen fortsætter efter billedet

En stor, islandsk mundfuld
Og netop onsdagens kamp viste sig at være noget mere udfordrende, end de fleste nok havde regnet med.
- Først og fremmest skal vi koncentrere os om den her kamp, som I medier synes var meget overkommelig. Jeg havde været rigtig tilfreds, hvis den var endt 1-0, siger Kent Nielsen.
Men sådan gik det som bekendt ikke, da KA Akureyri fik reduceret til det noget overraskende resultat 1-1 i kampens tillægstid.
Silkeborgenserne har dog stadig tro på, at de kan gå videre til næste kvalifikationsrunde i Conference League.
- Resultatet ændrer overhovedet ikke noget. Målet er at nå så langt, vi kan. Det er helt unikt, at Silkeborg spiller i Europa. Derfor skal vi også tage til Island og gribe muligheden for at gå videre, afslutter Jens Martin Gammelby.
Silkeborgs videre skæbne i Conference League bliver afgjort på torsdag den 31. juli. Husk, at du kan se kampen helt eksklusivt på Bold+.

Silkeborg IF
KA Akureyri
Conference League


































