


Søndag aften var der storopgør i Parken.
FC Midtjylland kom til Parken for at møde værterne fra FC København, som var uden Rodrigo Huescas, der blev alvorligt skadet i Champions League-kampen mod Qarabag.
Junnosuke Suzuki blev mexicanerens erstatning, mens FC Midtjylland også havde lavet flere ændringer.
Blandt andet startede Jonas Lössl i målet. Det skyldtes en intern straf til Elias Olafsson, der var kommet for sent til et taktikmøde.
Franculino Dju var også tilbage blandt Tullbergs foretrukne, og det viste sig at være en god idé. FCM-angriberen brød nemlig sin måltørke efter 18 minutter.
Philip Billing løb i dybden, og han sendte bolden ind til Franculino, der udnyttede passivt forsvarsspil fra Pantelis Hatzidiakos.
Artiklen fortsætter efter billedet

Franculino kom foran FCK-stopperen og fik sendt en afslutning afsted, som grækeren rettede af. Afretningen betød, at bolden gik i kassen, og så var FCM foran i Parken.
FCK var tæt på at svare igen små ti minutter senere, men Jonas Lössl var på plads på Jordan Larssons afslutning.
Kort før pausen var FCK igen tæt på. Denne gang på en dødbold, som i sidste ende havnede i Lössls favn.
Første halvleg bød ellers ikke på voldsomt mange store chancer, men til gengæld blev begge hold ramt af skader til store profiler.
Både Thomas Delaney og Kevin Mbabu måtte udgå i løbet af kampens første 45 minutter.
Store FCK-frustrationer afløst af eufori
Til anden halvlegs start lavede både FC København og FC Midtjylland ændringer.
Jacob Neestrup valgte at tage Elias Achouri ind, mens Junior Brumado og Pedro Bravo kom ind for gæsterne.
Det var FCK, der skulle ud at jagte i anden halvleg, men det var i langt højere grad FCM, der blev farlige.
Ulvene havde flere chancer for at fordoble føringen. Den største mulighed tilfaldt Brumado, hvis afslutning var lige på Dominik Kotarski i FCK-målet.
Tiden gik, og FCK kom ikke rigtigt tættere på en scoring. Jacob Neestrup forsøgte at ændre på det faktum ved at sende Youssoufa Moukoko på banen i stedet for Mads Emil Madsen, der oplevede både at blive skiftet ind og ud i samme kamp.
Neestrup smed også Munashe Garananga på banen, og det blev afgørende.
Forsvarsspilleren udlignede med ti minutter igen, da han kom først på et indlæg fra Jordan Larsson.
Parken gik amok, og så var der balance i regnskabet.
Slutningen af opgøret bød ikke på de store chancer til nogle af mandskaberne, men alligevel var der mere dramatik.
Igen med Garananga i hovedrollen.
Dybt inde i dommerens tillægstid fik han rødt kort for en grim stempling på Brumado.
Udvisningen ændrede dog ikke på kampens resultat. Det sluttede 1-1.
Det betyder, at FCM fortsat er nummer to i tabellen, mens FCK er nummer tre. Midtjyderne har fire point op til topholdet AGF, mens FCK har fem styks.
Se stillingen i 3F Superligaen her.

VM Morgenbriefing: Spanien er klar til semifinalebrag
Hattrick | Afsnit 145Spanien er klar til VM-semifinalen efter endnu en sen afgørelse fra superindskifter Mikel Merino.
Læs mere
FC Midtjylland
FC København
3F Superliga


































