Pisa er tilsyneladende blevet glade for fodboldspillere med dansk pas.
Silkeborg-angriberen Alexander Lind er så godt som på plads i byen med det skæve tårn, og nu er en AaB-profil tæt på at gøre ham følgeskab.
Bold erfarer, at den 23-årige midtbanespiller Malthe Højholt - hvis de sidste ting falder i hak - inden længe bytter Nordjylland ud med Serie B-klubben, når Pisa og AaB har underskrevet de sidste dokumenter i en handel, der den seneste tid har været præget af et stædigt forhandlingsklima.
Det var først fredag aften, at klubberne nåede til enighed om en pris, og dét gennembrud kom i kølvandet på op mod fire runders hårde forhandlinger om Højholt, der havde et halvt år tilbage af sin kontrakt med de bolsjestribede.
Han har ellers i lang tid været en spiller, man har gerne har villet belønne. Igennem de sidste 10 måneder har AaB tilbudt ham flere kontraktforlængelser, men til sidst måtte nordjyderne indse, at et salg var den eneste udvej.
Artiklen fortsætter efter billedet

Som Bold forstår det, sætter Højholt kursen mod Italien for at gennemføre skiftet, gennemgå lægetjek og skrive under på en ny aftale, der bliver på enten tre eller fire år, så snart AaB og Pisa har signeret de sidste papirer klubberne imellem.
Lørdag er han ikke på træningsbanen, men holder kroppen i gang i gym under tag.
Nordjyske var først med oplysningerne om Højholts forestående skifte til Pisa, og mediet melder, at salget indbringer AaB i omegnen af 2,6 millioner kroner. En sum, der kan stige, hvis italienerne sælger ham videre i fremtiden.
Ender Højholts transfer med at gå igennem, kan han se frem til at skulle spille under den tidligere AC Milan-angriber Filippo Inzaghi, der er cheftræner i klubben.
Malthe Højholt er et produkt af AaB's akademi og har aldrig tørnet ud for andre klubber. Det er blevet til 121 førsteholdskampe siden debuten i 2019.



Pisa
Serie B


































